Musikmakker

Da Simon Lund i foråret 2010 lyttede til Robyns ’Dancing On My Own’, tænkte han, at den her sang kommer vi til at danse til om fem år. Om 10 år. Om 25 år.»Når man hele tiden lytter til ny musik, så stopper man engang imellem op, der bliver helt stille i ens hjerne, og man tænker: How, hvad er det lige, der sker her? Da jeg hørte ’Dancing On My Own’ vidste jeg, at det ville blive en klassiker«.Sangen blev også en klassiker i hans personlige liv.Op igennem nullerne havde poptimisterne taget et seriøst opgør med rockisterne, som stadig mente, at de havde patent på den gode smag. Med med Robyn måtte mange bare overgive sig til pop.»Jeg var hip hopper, og de anmeldere, jeg selv læste, var rockister. Men fra da af var det bare sådan, at nu elsker vi også popmusik«, siger han.I sommeren 2010 hører Simon ’Dancing On My Own’ non stop. Han er på Mallorca med sin familie, en euforisk sommer med tre børn, en der er helt lille. Høj energi med en stor familie, men følelsen af at have kræfterne til at bære det. Simon er ubekymret.»Men så bliver jeg syg i efteråret og får konstateret et dårligt hjerte. De næste år bliver jeg mere og mere syg. Og i 2012 får jeg et nyt hjerte«.Flere år senere senere tager hele familien til USA og kører henover lande i en lejet bil. Simon er blevet rask og har fået det meget bedre. Og drømme skal ikke udsættes til senere i livet.Familien drøner af sted på Stillehavskysten ved Oregon og hører musik på fuld blæs i bilen. Det er ’Dancing On My Own’, og Simon, hans kone og alle tre børn skråler med på sangen alt, hvad de kan.Indtil blå lys blinker bag ved dem. Mens de skråler har de kørt for stærkt. Alt for stærkt. Og de lover politiet, at det ikke sker igen.Indtil ’Dancing On My Own’ kommer på igen. Og alle skråler, og Simons kone igen kører for stærkt.»Det er helt fantastisk, for det er som om, at den sang kommer tilbage til mig, da jeg er rask og har det godt igen. Det her er så fuldbyrdet en sad banger fra start til slut, og den er som skabt til at skråle med på. Hver linje har en knyttet næve i sig«, fortæller han.Pernille elsker billedet af Simon og hans skrålende familie i bilen. Og topper hans valg med en endnu mere sad banger. Nemlig med Rayes ’Escapism’.»Den handler om at være dumpet af sin kæreste og gå i byen og hærge. Det er levet erfaring, det her. Den er hektisk på en uhyggelig måde. Den er ligesom at læse en fuldemands-sms. Eller en novelle. Der er intet filter, kun desperation efter at lande et sted i verden. Uden at gør det og så bare vælte videre«.»For mig repræsenterer den her sang det med stadig at have nysgerrigheden efter ny musik – at du som musikanmelder fortsætter din evige jagt på den næste yndlingssang. »Noget af det bedste og sjoveste ved vores arbejde er, at man får en ny yndlingssang hele tiden. Da jeg hørte ’Escapism’, tænkte jeg: Wauw det er verdens bedste sang. Det elsker jeg!«Som anmelder – og som menneske i det hele taget – kan det være svært at komme op at køre over ny musik, jo ældre man bliver.»Men så kommer der sådan en sang her, og så bliver jeg katapulteret et helt vildt sted hen og tænker, at verdens bedste sang slet ikke er skrevet endnu«.Du kan finde ’Musikmakker’ i Politikens podcast-app eller på politiken.dk.

Pernille Jensen er begyndt på Ollerup Musikefterskole omkring årtusindskiftet, har sort hår og hundehalsbånd og Nine Inch Nails og Marilyn Manson-plakater på sit værelse. Men da hun hører nummeret ’Only Shallow’ fra My Bloody Valentine-albummet ’Loveless’, åbner det op til en helt ny side i hende.Hun har lånt pladen på biblioteket og er allerede fascineret af coveret, som er et stort pink virvar af guitarer og candyfloss.På efterskolen går alle meget op i at være dygtige på deres instrumenter. Ren vellyd. De går ikke op i Shoegaze, som er det drømmende, alternative rockunivers, My Bloody Valentine åbner for Pernille. Hvor man kigger rigtig meget ned på sine sko – fordi man er inadvendt og genert, men også fordi man har et et arsenal af guitarpedaler, man bruger til at forvrænge guitarlyden med.Pernille er solgt, og ’Loveless’ flimrende og knitrende lagkagelyd bliver hendes gateway til at lytte til al mulig anden musik end den hårde, hun dyrker på det tidspunkt.»Da jeg hører ’Loveless’, ved jeg, at den her plade kommer til at følge mig altid. Det er ligesom at tage en dyne på. Sådan har jeg det med den«.Det er hun alene med på efterskolen, for ligegyldigt hvor meget hun missionerer My Bloody Valentine overfor de andre, er hun alene med »den der livmoderstemning, hvor man bliver lukket ind i helt særligt rum. Hvor der kun er plads til os helt rigtige fans«.Simon er omkring de 20 og er taget ud og rejse – i et år i blandt andet Thailand og Indien. I Bangkok køber han en kopi af Tom Waits-albummet ’Swordfishtrombones’, som på det tidspunkt har 10 år på bagen – det er fra 1983.Det lytter han til på nogle meget lange togture i Indien. Nummeret ’Shore Leave’ sætter sig i ham. Det handler om en sømand, der har orlov fra hæren, går i land og rakker rundt i det fjerne østen.»Jeg er selv i Indien, hvor der lugter af sandeltræ og nellikecigaretter. Hvor folk kaster op, spedalske rækker deres manglende hånd frem mod dig, og der er hellige køer overalt. Det er et sindssygt virvar, og Tom Waits hjælper mig til at give galskaben nogle former, som blive til hele fortællinger«, forklarer Simon Lund.Han holder meget af den ømhed, der midt i alt det gale også er hos Tom Waits. Hvor han på ’Shore Leave’ går fra det mere growlende til det bløde og synger om at skrive et brev hjem til sin elskede.Pernille Jensen hader Tom Waits-fans.»Nogle af de mest irriterende mennesker, jeg har mødt i mit liv, er Tom Waits-fans, for de stopper aldrig med at tale om Tom Waits. De har snakket ham midt over og dræbt ham, før jeg overhovedet er nået til ham«.»Altså lidt ligesom du har det med My Bloody Valentine?«, spørger Simon Lund.»Ja, okay så – det havde jeg ikke lige tænkt over«.I dag kan Simon altid lytte til ’Swordfishtrombones’ og føle sig hjemme.»Det sentimentale forhold, man har til musik i de formative år, er helt særligt. Man skal elske den udgave af sig selv, som man var på det tidspunkt«, siger han.Pernille Jensen siger: »Jeg kan altid sætte ’Loveless’ på og blive taget med alle mulige steder hen. Det album bragte mig ud af en firkantet ide om, hvem jeg var«.I næste og sidste afsnit fortæller de begge om en af de sange, som har gjort størst indtryk på dem som professionelle musikjournalister.Du kan finde ’Musikmakker’ i Politikens podcast-app eller på politiken.dk.

Nogle sange er bare vigtigere end andre. Og når først en sang har sat sig, så bliver den en fast ledsager gennem resten af livet. Hvordan og hvorfor det sker med en sang, taler Pernille Jensen og Simon Lund om i denne sommerserie af Musikmakker.I andet afsnit taler de to musiknørder om den sang, der fik dem til at forstå, at der findes musik, som er ældre end dem selv.Simon er teenager og hører radio, men han går også på Musikbiblioteket i Helsingør. Det var dengang man skulle have tjekket sin pickup af bibliotekaren for at få lov til at låne plader. Når hans mor skal købe ind, sætter hun Simon af ved biblioteket.I slutningen af 1987 får filmen ’Full Metal Jacket’ premiere – Stanley Kubricks film om Vietnam.Simon, som ellers mest er til hip hop og hitlister, lytter til filmens soundtrack, hvor der er masser af gammel musik, blandt andet ’These Boots are made for Walking’ med Nancy Sinatra. Pludselig støder han ind i nummeret ’Surfin’ Bird’ med The Trashmen fra 1963.»Jeg tænker: Hvad sker der her? Lige der går det op for mig, at musikhistorien er en lang linje, som du står midt på, og fordi du er en ung teenager, så tror du, at alt, hvad der foregår, ligger FORAN dig, alt er i fremtiden. Og pludselig finder du ud af, at der er en hel mørk side af månen, Hvor der ligger en kæmpe historie. Og at der i 1963 har siddet nogen og og hørt det nummer og tænkt: What the fuck«.Det ændrede hans forhold til musikbiblioteket, for nu skulle han ikke kun kigge i kasserne med den nye musik, men også i dem med den gamle.»Det gjorde mit ego en smule mindre, men min verden meget, meget større«.Den følelse kan Pernille totalt genkende. Og det var også med en sang fra 1963 i centrum, nemlig ’Be My Baby’ med The Ronettes.»Den er Ground Zero for moderne popmusik«, siger hun.Som teenager vidste hun jo godt, at der fandtes gammel musik. Havde set ’Bulderfnis’ i fjernsynet og hørt det med sine forældre, men det var alt sammen frygteligt og hun gad det ikke.Men så hørte hun Psyched up Janis’ coverversion af ’Be My Baby’. Og tog på biblioteket.»Der er meget man kan skælde Odense ud for med rette, men byen havde et fantastisk musikbibliotek«, siger hun.Her lånte hun The Ronettes album, som Phil Spector havde produceret med rige mængder ’Wall of Sound’.»Den her Phil Spector-fascination blev starten på en årelang følelse af at være født i en forkert årti. Jeg kunne være født i 60’erne, været på en helt anden planet og drukket te, man får det mærkeligt af! Hvad fanden skulle jeg med Spice Girls, når jeg kunne have lyttet til al den musik i 60’erne i stedet«.Siden finder Pernille ud af, at Spector ikke kun er et geni, men også sindssyg, voldelig og sidenhen drabsmand. Og at Ronny Spector, som er forsanger i The Ronettes og gift med Phil, lever i et rædselsregime med den verdensberømte producer.60’erne er dragende men også uhyggelige. I næste afsnit taler Pernille og Simon om den sang, der formede dem i grænselandet mellem ung og voksen.Du kan finde ’Musikmakker’ i Politikens podcast-app eller på politiken.dk.