»Da jeg opdagede musik, der var ældre end mig, blev mit ego en smule mindre, men min verden meget, meget større«

Nogle sange er bare vigtigere end andre. Og når først en sang har sat sig, så bliver den en fast ledsager gennem resten af livet. Hvordan og hvorfor det sker med en sang, taler Pernille Jensen og Simon Lund om i denne sommerserie af Musikmakker.I andet afsnit taler de to musiknørder om den sang, der fik dem til at forstå, at der findes musik, som er ældre end dem selv.Simon er teenager og hører radio, men han går også på Musikbiblioteket i Helsingør. Det var dengang man skulle have tjekket sin pickup af bibliotekaren for at få lov til at låne plader. Når hans mor skal købe ind, sætter hun Simon af ved biblioteket.I slutningen af 1987 får filmen ’Full Metal Jacket’ premiere – Stanley Kubricks film om Vietnam.Simon, som ellers mest er til hip hop og hitlister, lytter til filmens soundtrack, hvor der er masser af gammel musik, blandt andet ’These Boots are made for Walking’ med Nancy Sinatra. Pludselig støder han ind i nummeret ’Surfin’ Bird’ med The Trashmen fra 1963.»Jeg tænker: Hvad sker der her? Lige der går det op for mig, at musikhistorien er en lang linje, som du står midt på, og fordi du er en ung teenager, så tror du, at alt, hvad der foregår, ligger FORAN dig, alt er i fremtiden. Og pludselig finder du ud af, at der er en hel mørk side af månen, Hvor der ligger en kæmpe historie. Og at der i 1963 har siddet nogen og og hørt det nummer og tænkt: What the fuck«.Det ændrede hans forhold til musikbiblioteket, for nu skulle han ikke kun kigge i kasserne med den nye musik, men også i dem med den gamle.»Det gjorde mit ego en smule mindre, men min verden meget, meget større«.Den følelse kan Pernille totalt genkende. Og det var også med en sang fra 1963 i centrum, nemlig ’Be My Baby’ med The Ronettes.»Den er Ground Zero for moderne popmusik«, siger hun.Som teenager vidste hun jo godt, at der fandtes gammel musik. Havde set ’Bulderfnis’ i fjernsynet og hørt det med sine forældre, men det var alt sammen frygteligt og hun gad det ikke.Men så hørte hun Psyched up Janis’ coverversion af ’Be My Baby’. Og tog på biblioteket.»Der er meget man kan skælde Odense ud for med rette, men byen havde et fantastisk musikbibliotek«, siger hun.Her lånte hun The Ronettes album, som Phil Spector havde produceret med rige mængder ’Wall of Sound’.»Den her Phil Spector-fascination blev starten på en årelang følelse af at være født i en forkert årti. Jeg kunne være født i 60’erne, været på en helt anden planet og drukket te, man får det mærkeligt af! Hvad fanden skulle jeg med Spice Girls, når jeg kunne have lyttet til al den musik i 60’erne i stedet«.Siden finder Pernille ud af, at Spector ikke kun er et geni, men også sindssyg, voldelig og sidenhen drabsmand. Og at Ronny Spector, som er forsanger i The Ronettes og gift med Phil, lever i et rædselsregime med den verdensberømte producer.60’erne er dragende men også uhyggelige. I næste afsnit taler Pernille og Simon om den sang, der formede dem i grænselandet mellem ung og voksen.Du kan finde ’Musikmakker’ i Politikens podcast-app eller på politiken.dk.