»Da jeg hører ’Loveless’, ved jeg, at den her plade kommer til at følge mig altid. Det er ligesom at tage en dyne på«

Pernille Jensen er begyndt på Ollerup Musikefterskole omkring årtusindskiftet, har sort hår og hundehalsbånd og Nine Inch Nails og Marilyn Manson-plakater på sit værelse. Men da hun hører nummeret ’Only Shallow’ fra My Bloody Valentine-albummet ’Loveless’, åbner det op til en helt ny side i hende.Hun har lånt pladen på biblioteket og er allerede fascineret af coveret, som er et stort pink virvar af guitarer og candyfloss.På efterskolen går alle meget op i at være dygtige på deres instrumenter. Ren vellyd. De går ikke op i Shoegaze, som er det drømmende, alternative rockunivers, My Bloody Valentine åbner for Pernille. Hvor man kigger rigtig meget ned på sine sko – fordi man er inadvendt og genert, men også fordi man har et et arsenal af guitarpedaler, man bruger til at forvrænge guitarlyden med.Pernille er solgt, og ’Loveless’ flimrende og knitrende lagkagelyd bliver hendes gateway til at lytte til al mulig anden musik end den hårde, hun dyrker på det tidspunkt.»Da jeg hører ’Loveless’, ved jeg, at den her plade kommer til at følge mig altid. Det er ligesom at tage en dyne på. Sådan har jeg det med den«.Det er hun alene med på efterskolen, for ligegyldigt hvor meget hun missionerer My Bloody Valentine overfor de andre, er hun alene med »den der livmoderstemning, hvor man bliver lukket ind i helt særligt rum. Hvor der kun er plads til os helt rigtige fans«.Simon er omkring de 20 og er taget ud og rejse – i et år i blandt andet Thailand og Indien. I Bangkok køber han en kopi af Tom Waits-albummet ’Swordfishtrombones’, som på det tidspunkt har 10 år på bagen – det er fra 1983.Det lytter han til på nogle meget lange togture i Indien. Nummeret ’Shore Leave’ sætter sig i ham. Det handler om en sømand, der har orlov fra hæren, går i land og rakker rundt i det fjerne østen.»Jeg er selv i Indien, hvor der lugter af sandeltræ og nellikecigaretter. Hvor folk kaster op, spedalske rækker deres manglende hånd frem mod dig, og der er hellige køer overalt. Det er et sindssygt virvar, og Tom Waits hjælper mig til at give galskaben nogle former, som blive til hele fortællinger«, forklarer Simon Lund.Han holder meget af den ømhed, der midt i alt det gale også er hos Tom Waits. Hvor han på ’Shore Leave’ går fra det mere growlende til det bløde og synger om at skrive et brev hjem til sin elskede.Pernille Jensen hader Tom Waits-fans.»Nogle af de mest irriterende mennesker, jeg har mødt i mit liv, er Tom Waits-fans, for de stopper aldrig med at tale om Tom Waits. De har snakket ham midt over og dræbt ham, før jeg overhovedet er nået til ham«.»Altså lidt ligesom du har det med My Bloody Valentine?«, spørger Simon Lund.»Ja, okay så – det havde jeg ikke lige tænkt over«.I dag kan Simon altid lytte til ’Swordfishtrombones’ og føle sig hjemme.»Det sentimentale forhold, man har til musik i de formative år, er helt særligt. Man skal elske den udgave af sig selv, som man var på det tidspunkt«, siger han.Pernille Jensen siger: »Jeg kan altid sætte ’Loveless’ på og blive taget med alle mulige steder hen. Det album bragte mig ud af en firkantet ide om, hvem jeg var«.I næste og sidste afsnit fortæller de begge om en af de sange, som har gjort størst indtryk på dem som professionelle musikjournalister.Du kan finde ’Musikmakker’ i Politikens podcast-app eller på politiken.dk.