»Det bedste ved vores arbejde er, at man får en ny yndlingssang hele tiden. Da jeg hørte ’Escapism’, tænkte jeg: Wauw det er verdens bedste sang«

Da Simon Lund i foråret 2010 lyttede til Robyns ’Dancing On My Own’, tænkte han, at den her sang kommer vi til at danse til om fem år. Om 10 år. Om 25 år.»Når man hele tiden lytter til ny musik, så stopper man engang imellem op, der bliver helt stille i ens hjerne, og man tænker: How, hvad er det lige, der sker her? Da jeg hørte ’Dancing On My Own’ vidste jeg, at det ville blive en klassiker«.Sangen blev også en klassiker i hans personlige liv.Op igennem nullerne havde poptimisterne taget et seriøst opgør med rockisterne, som stadig mente, at de havde patent på den gode smag. Med med Robyn måtte mange bare overgive sig til pop.»Jeg var hip hopper, og de anmeldere, jeg selv læste, var rockister. Men fra da af var det bare sådan, at nu elsker vi også popmusik«, siger han.I sommeren 2010 hører Simon ’Dancing On My Own’ non stop. Han er på Mallorca med sin familie, en euforisk sommer med tre børn, en der er helt lille. Høj energi med en stor familie, men følelsen af at have kræfterne til at bære det. Simon er ubekymret.»Men så bliver jeg syg i efteråret og får konstateret et dårligt hjerte. De næste år bliver jeg mere og mere syg. Og i 2012 får jeg et nyt hjerte«.Flere år senere senere tager hele familien til USA og kører henover lande i en lejet bil. Simon er blevet rask og har fået det meget bedre. Og drømme skal ikke udsættes til senere i livet.Familien drøner af sted på Stillehavskysten ved Oregon og hører musik på fuld blæs i bilen. Det er ’Dancing On My Own’, og Simon, hans kone og alle tre børn skråler med på sangen alt, hvad de kan.Indtil blå lys blinker bag ved dem. Mens de skråler har de kørt for stærkt. Alt for stærkt. Og de lover politiet, at det ikke sker igen.Indtil ’Dancing On My Own’ kommer på igen. Og alle skråler, og Simons kone igen kører for stærkt.»Det er helt fantastisk, for det er som om, at den sang kommer tilbage til mig, da jeg er rask og har det godt igen. Det her er så fuldbyrdet en sad banger fra start til slut, og den er som skabt til at skråle med på. Hver linje har en knyttet næve i sig«, fortæller han.Pernille elsker billedet af Simon og hans skrålende familie i bilen. Og topper hans valg med en endnu mere sad banger. Nemlig med Rayes ’Escapism’.»Den handler om at være dumpet af sin kæreste og gå i byen og hærge. Det er levet erfaring, det her. Den er hektisk på en uhyggelig måde. Den er ligesom at læse en fuldemands-sms. Eller en novelle. Der er intet filter, kun desperation efter at lande et sted i verden. Uden at gør det og så bare vælte videre«.»For mig repræsenterer den her sang det med stadig at have nysgerrigheden efter ny musik – at du som musikanmelder fortsætter din evige jagt på den næste yndlingssang. »Noget af det bedste og sjoveste ved vores arbejde er, at man får en ny yndlingssang hele tiden. Da jeg hørte ’Escapism’, tænkte jeg: Wauw det er verdens bedste sang. Det elsker jeg!«Som anmelder – og som menneske i det hele taget – kan det være svært at komme op at køre over ny musik, jo ældre man bliver.»Men så kommer der sådan en sang her, og så bliver jeg katapulteret et helt vildt sted hen og tænker, at verdens bedste sang slet ikke er skrevet endnu«.Du kan finde ’Musikmakker’ i Politikens podcast-app eller på politiken.dk.