Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Hvem vil undvære desserten? Dessertkunsten er den mest præcise af alle de fremstillingsformer, der ligger i gastronomien, fordi du gør meget ud af formerne. Samtidig er der mange ingredienser, der fysisk-kemisk skal fungere sammen. Desserternes kulturhistorie er lige så lang som menneskets, men især i de seneste 4-500 år har desserterne eskaleret i udtryk og kombinationer, der kun bliver bedre og bedre.
Mange dessertbøger tager udgangspunkt i opskrifter, og derfor kan det være, du oplever, at du har en række bøger på din kogebogshylde, der handler om det samme.
Denne bog går en anden vej. Her er udgangspunktet desserternes grundingredienser, og med en bog, der også kan fungere som en form for opslagsværk, kan du bruge den som inspirationskilde til egne søde drømme. Men selvfølgelig får du også opskrifter.
Du skal på rejse rundt i det søde køkken og vil få introduktioner til bagværk, iscremer, mousser, marengs, luftige cremer, tung ganache, kager, glaseringer og avanceret chokoladearbejde. Du får også en kulturhistorisk og kvalitetskritisk fortælling om nogle af de mest grundlæggende ingredienser i dessertkøkkenet, såsom citrusfrugter, bær, vilde urter, nødder, spiritus, chokolade eller karamel, og herunder en lille forklaring på, hvordan de kan virke i den gastrofysiske sammenhæng, så dine desserter lykkes.
Om forfatterneBogen er blevet til i samarbejde mellem ildsjælskokken Casper Sundin, der brænder for de bedste desserter; den glade og uovertrufne madfotograf Flemming Gernyx, der kan få selv den mest rynkede tomat eller gamle kone til at se fantastisk ud; og den kulturhistorisk forankrede lektor i madkundskab, madanmelder og madjournalist Helle Brønnum Carlsen.