Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Marco Effekten er femte bind i Jussi Adler-Olsens populære og prisvindende serie om Afdeling Q.
15-årige Marco har gennem hele sin opvækst været underlagt sin farbror Zolas uindskrænkede magt i den klan, hvor han tvinges til et slaveagtigt og kriminelt liv. Da han opdager, at Zola vil udsætte ham for bestialsk lemlæstelse for at øge hans indtjeningsmuligheder og for bedre at kunne styre ham, præsterer Marco det nærmest umulige: at flygte fra klanens jerngreb. En kort tid ser tilværelsen ud til at lysne for Marco, som klarer sig ved hjælp af sit kvikke hoved, sine særlige evner og en stærk overlevelsesvilje. Men da han tilfældigt falder over en uhyggelig hemmelighed, som Zola og klanen med alle midler vil forhindre kommer frem, tvinges Marco ind i en desperat kamp for sit liv.
Skal Marco bruge sin viden til at få gjort op med Zola og resten af klanen, der inkluderer hans far? Skal han involvere politiet? Kan han bevise noget?
Hvad Marco ikke ved er, at det ikke kun er familien, der ønsker ham slået ihjel. Det bliver imidlertid tydeligt for Carl, Assad og Rose, der langsomt hvirvles ind i sagen, som trækker dødsensfarlige tråde til korruption i bankverdenen, svindel på ministerielt plan – og langt ud i Afrikas jungle.
Carl kan ikke glemme Marcos brændende blik, og han rystes af de uanede kræfter, der er i spil omkring denne unge dreng.
Er opgaven denne gang større, end Afdeling Q kan kapere?