Biernes historie

Stærk og medrivende fortælling om biernes død – en global roman om en verden hvor klimaet ændrer sig, om menneskets sårbarhed og om forældre og børn.William er en melankolsk biolog og frøhandler i England i 1852. Han sætter sig for at konstruere en helt ny type bikube, som skal give ham og hans børn ære og berømmelse. George er biavler i USA i 2007, forretningen går skidt, men han håber på, at sønnen kan blive gårdens redning. Tao arbejder med håndbestøvning i et fremtidigt Kina, hvor bierne er forsvundet. Hun ønsker mere end noget andet, at sønnen skal få en uddannelse og et bedre liv end hende selv.En storslået roman om menneskenes første spæde forsøg på at holde bier, over dagens industrielle landbrug og til en fremtid, hvor bierne er forsvundet. Pressen skriver: »En altopslugende roman.«****** – Julia, Femina»Maja Lunde har fat i det mindste, men hun har så sandelig også fat i det største. […] Læs, læs, mens bierne endnu kan summe om dit hoved. Bliv klog, bliv rig, bliv bange. På en honningbund af brandgod underholdning.«– Liselotte Weimer, Weekendavisen»Der er noget elegant i den lethed, hvormed hun kombinerer det tætte fokus på kernefamiliens processer med det store overblik over menneskets forhold til naturen […] Det er en håndværksmæssig kraftpræstation at få en så kompliceret konstruktion til at virke let og ligetil.«***** – Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten »Biernes historie er en god roman. Sporene er flettet sammen med episk flair […] Som debutant er Lundes idérigdom og eksekvering fuld af løfter, og den lette uro efter at have læst Biernes historie bliver siddende. For så galt går det vel ikke, at floraen må håndbestøves og alt bryder sammen? Eller gør det?«**** – Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske»Har man altså en lille David Attenborough-naturfreak indeni, er det dødspændende med dette kig ind i en verden, der fungerer tavst ved siden af os mennesker - og som i dette dyrs tilfælde er grundlaget for, at vi kan spise, leve og trække vejret […] især afsnittene om biernes liv – er virkelig smukt og behændigt skrevet.«– Iben Tandgaard, Kristeligt Dagblad