Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I 1967 rejste den danske journalist Jørgen Skakke til Vietnam. Her dækkede han – som den eneste danske reporter med fast akkreditering hos den amerikanske militære overkommando i Saigon – to af de blodigste år i Vietnamkrigen. I hele den vestlige verden herskede der en splittelse om synet på krigen, og i Danmark krævede en voksende venstrefløj, at USA skulle trække sig ud af Vietnam, og at Danmark burde forlade NATO-alliancen. Jørgen Skakke delte ikke det synspunkt, da han drog til Vietnam. Han var tidligere officer af reserven og ville med egne øjne se, hvad der foregik derude for at kunne deltage med større vægt i den hjemlige debat. Under sit ophold gik det imidlertid op for Jørgen Skakke, hvor håbløs krigen tegnede sig for vores amerikanske allierede, og han følte sig hurtigt forpligtet til at følge begivenhederne til dørs og sende krigsrapporter hjem til medierne i Danmark.
Jørgen Skakke skulle kun have været i Vietnam i tre måneder, men han endte med at være der ad to omgange fra marts 1967 til august 1968 og igen fra september 1970 til marts 1971. I Vietnamkrigen med egne øjne beskriver han levende og detaljeret om sine oplevelser, hvor han i kraft af sit amerikanske pressekort fik adgang til alle lokaliteter i Sydvietnam og tilmed fik lov til at flyve med i USA’s nyeste jagerbomber under et angreb, tilbringe to døgn på et amerikansk hangarskib, mens dets fly bombede i Nordvietnam, følge amerikanske og sydvietnamesiske tropper i junglen og floddeltaet samt besøge en lang række byer og områder, som krigen havde ramt.
Efter sin hjemkomst fra Vietnam fortsatte Jørgen Skakke med at holde den danske befolkning orienteret om Vietnamkrigen som medarbejder i Danmarks Radio.