Vi havde kun hinanden

AUSCHWITZ 1944 

”Du må ikke forlade mig,” hvisker jeg, min hånd ryster, mens jeg rækker ud efter hendes kind. ”Det må du ikke. Vi er i dette liv sammen, altid, kun dig og mig.”

Kvægvognen er mørk, bortset fra lyset, der filtrerer gennem de tildækkede vinduer. Vi er for mange til at tælle, mast op mod hinanden. Luften er indelukket og bærer lugten af vores rædsel – ingen af os ved, hvad der venter os, når toget standser. Jeg klamrer mig til mors hånd, og Nora griber fars. Efter hvad der føles som en evighed, stopper toget. Vi vælter ud af vognen, solen blænder os efter at have været fængslet i mørke så længe. Der er mennesker overalt, soldater, der adskiller børn fra deres forældre, mænd fra deres koner. Vi står i en slags kø, og en mand i mørkegrøn SS-uniform går forbi og kigger på alle, han passerer. ”Tvillinger, tvillinger,” råber han. Mit hjerte synker. ”Lige her,” siger mor med tøven i stemmen. ”Mine døtre er tvillinger.” Mine øjne bliver store, og Nora skælver. Far beder mor tie stille, men det er for sent. Nazisten får øje på os. ”Tvillinger,” siger han igen og holder en pause for at inspicere Nora og mig. ”Ja, det er I rigtignok, ikke? I to kommer med mig.”

Født med få minutters mellemrum har de enæggede tvillinger Arina og Nora aldrig været væk fra hinanden – før nu ...