Vend lysten til

Den ensomhed indvandrere mærker, mærkes ikke kun som en følelse. Det er en forladthed, der er givet på forhånd, og som Mahasti’s jeg siger: jeg vil ikke critisere men jeg / er træt / af den / ensomhed du scaber / omcring mig. Det poetiske du, selv denne litterære figur lader ensomheden være en tilstand omkring jeget i Vend lysten til’s første digt, en ensomhed, der nærmest også er en hån mod jeget, for det skide du kunne jo bare skride, men det bygger ensomheden op omkring jeget; og længere fremme i digtsamlingen beskriver Mahasti livet som indvandre, som at være flyttet ind i en lejlighed, hvor flyttekasserne aldrig bliver pakket ud, der er flyttekassen med fremmedarbejderen, den med nydanskeren, den med anden etnisk baggrund end dansk og det er, for at citere Mahasti, ikke til at dansce med, fødderne bliver stående i kassen. 

I digtsamlingen Vend lysten til kommer læseren ind i Mahasti’s hvirvlende sprog og hvad er det med Lars Bukdahl i Mahasti’s bøger, hvad er det med at have lyst til at være dansker, men ikke kan komme ud af den kasse man kun halvt sidder fast i. Vend lysten til er et forsvar for det umulige menneske.