Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Vi ved alle, at det kan være farligt at gå på arbejde, og siden 1800-tallet har det været en samfundsmæssig opgave at sikre arbejderne mod ulykker og arbejdsbetingede sygdomme.
Med Fabriksloven fra 1873 fik Danmark sin første arbejderbeskyttelseslov. Siden har spørgsmålet om arbejdsmiljø og sikkerhed været en kilde til stadige diskussioner og interessekonflikter mellem lønmodtagere, arbejdsgivere, sagkundskab og politikere.I Velfærdens pris sætter historikeren Kurt Jacobsen fokus på samspillet mellem industrisamfundets udvikling og sikkerheden og arbejdsmiljøet på virksomhederne, og han undersøger, hvorfor ulykkes- og sundhedsfarer øjensynlig er en permanent skyggeside ved Danmarks vækst og velstand.
Med sit fokus på danskernes arbejde og arbejdsforhold er bog-en en historie om det moderne Danmark set gennem arbejdsmiljøets prisme. Bogens omdrejningspunkt er indsatsen mod arbejdsulykker og arbejdssygdomme fra midten af 1800-tallet til i dag. Bogen viser, hvordan lovgivning og andre arbejdsmiljøtiltag konstant har været genstand for politisk-ideologiske opgør og er en afgørende parameter – ikke blot for virksomhedernesøkonomiske interesser og arbejdernes vilkår, men også for befolkningens sundhedstilstand og samfundsudviklingen.
Kurt Jacobsen (f. 1954) er professor i historie på Copenhagen Business School. Han blev i 1994 dr.phil. på biografien om SF's stifter Aksel Larsen og har bl.a. udgivet FOSS (2008), en biografi om industrilederen og politikeren Aleksander Foss, og Ve og Velfærd (2007) om det danske sundhedsvæsens historie 1800-2007.