Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Hvordan føles det egentlig, når éns verden bryder sammen på et splitsekund? Når sygdom tager over og sætter dagsordenen? Hvordan klarer man at være til stede, tale og smile, når éns hjerne arbejder på højtryk med helt andre ting? Denne personlige beretning forsøger at sætte ord på de følelser, der følger med, når man helt uventet får beskeden om, at man er syg. I dette tilfælde er der tale om en brystkræftdiagnose, men det kunne være en hvilken som helst alvorlig sygdom. For alle alvorlige sygdomsforløb sætter gang i en labyrint af undersøgelser og test og svar og uendelige perioder med ventetid og tvivl. Det kan være vanskeligt at tackle, især for den sygdomsramte, men også for pårørende, som prøver at trøste, støtte og forstå. Bogen bruger dels en enkel fortællerform, dels forskellige genrer til at belyse de svære situationer, der opstår som følge af sygdom. Uddrag af bogenUvisheden fyldte hele min krop. Hænderne rystede, og jeg var tør i munden. Jeg ville ikke have vand. Heller ikke kaffe. Jeg ville bare have det overstået. NU! Jeg var svimmel og havde kvalme. Jeg stirrede på døren, hver gang den gik op. Det var bare aldrig mit navn, der blev kaldt.Klokken blev 15, og pludselig stod hun der, sygeplejersken, som virkelig sagde mit navn. Jeg kunne næsten ikke komme op af stolen. Jeg har ingen anelse om, hvordan min mand havde det. Jeg kunne slet ikke se på ham, jeg kunne kun kigge på sygeplejersken. Jeg prøvede at aflæse hende. Hun så alvorlig ud. Meget alvorlig. Mine ben blev tunge som bly, og vejen hen til samtalerummet var uendelig lang. Uvished, uvished. Kom nu, bare et lille stykke endnu, så ved du det, så kan I begge komme videre, uanset hvad. Det kan du godt klare. Om forfatterenGitha Guldborg er født og opvokset i Sønderborg og nu bosiddende i Augustenborg. Hun er gift og mor til to døtre. Hun er uddannet folkeskolelærer og underviser primært i dansk og tysk i folkeskolens ældste klasser. Githa fik konstateret brystkræft i foråret 2017 og skriver ud fra egne erfaringer.Fil størrelse: 710 KB