Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Fortællingen om et landsbysamfund i 1940’erne – før stokroserne visnede, stråtagene forsvandt fra de gamle bindingsværksgårde, og en lille, grå Ferguson-traktor indvarslede nye tider. Beskrevet af en, der som bondedreng oplevede det sidste årti, før de danske landsbyer med revolutionær styrke ændredes fra hundredårig stilstand til dynamisk udvikling.
“Jeg blev sidste led i slægtskæden af ejere – og var ham, som lukkede og slukkede for familiens gennem århundreder jordbundne, stillestående bondetilværelse bygget på traditioner. Jeg blev en lillebitte brik i det spil, der med syvmileskridt ændrede dansk landsbyliv. Nogle af de store paradigmeskift med brud i de vante mønstre ser man ikke i samtiden. Derfor lagde landsbyens beboere ikke mærke til, at deres liv var på vej til at blive voldsomt ændret. Ofte hørte jeg dem sige: ”Nu kan de da ikke finde på mere nymodens!” Men det kunne ”de”! Og det fik katastrofale følger for det landsbysamfund, som levede under landsbyens højeste punkt, kastanjetræet på min fødegård.”