Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Antologien "Tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge" introducerer den pædagog-, socialrådgiver- eller lærerstuderende til en række teoretiske perspektiver på tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge. Begreber såsom tværprofessionelt samarbejde, udsathed, børneperspektiv, sporing, radikalisering og overgange behandles grundigt i bogens første del.
I bogens anden del præsenterer erfarne praktikere eksempler og cases fra tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge i bl.a. boligforeninger, idrætsliv, på det kulturelle område, i det kommunale system og i en række forskellige institutionstyper.
"Tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge" retter sig mod Det Tværprofessionelle Element, men kan også anvendes i de øvrige moduler på uddannelserne til socialrådgiver, pædagog og lærer. Der lægges op til kobling, kritisk refleksion og diskussion mellem fagpositioner, og antologien kan derfor benyttes som en fælles reference for studerende ved de tre uddannelser. Desuden er bogen oplagt for institutioner og praktikere som oplæg til inspiration og diskussion af det tværprofessionelle samarbejde om udsathed i praksis.