Du er ikke logget ind
Beskrivelse
»Flemming Baatz Kristensen er en ener blandt sin generations præster i den danske kirke. I en menneskealder har han været en overmåde teologisk markant og samtidig myreflittig og sprudlende entusiastisk præst for Sct. Pauls Kirke i Aarhus. En mand med sine meningers mod, parat til at begrunde sine holdninger og altid med venlig rummelighed.
Nu er han nået til aldersgrænsen og har ønsket at skrive sine erindringer om præstelivet og dele ud af sin righoldige erfaring.
Som holdleder oplevede jeg ham som foldbolddrengen, der ikke gik under navnet Flemming, men ”Harald” (Nielsen!) – talentfuld og med et gnistrende temperament! Jeg overværede med en vis portion skepsis, hvordan han i konfirmationsalderen debuterede som gademissionær, når han vadede ind i pølsevognen med Bibelen under armen for at række nogen et troens ord. Senere blev vi fælles om præstegerningens og gudstjenestens herlighed, og jeg har fulgt ham og hans familie i lyst og nød. På den baggrund er det en fornøjelse at byde indenfor i bogen til en spændende vandring fra opvæksten i Hirtshals til studieårene i Aarhus med base på Menighedsfakultetet, videre frem til københavnertiden i Vigerslev og den lange epoke i Sankt Pauls, hvor stregen trækkes med udgangen af september 2023.
Erfaren mand er som bekendt god at gæste. Her er en mand, der både gæstfrit og gavmildt øser af sit rige forrådskammer af kirkelig praksis. Den hellige Skrift og den lutherske bekendelse er den bærende konstruktion, men han havner aldrig i gold konfessionalisme. Her er udblik til hele Kristi kirke.«Niels Jørgen Kobbersmed