Du er ikke logget ind
Beskrivelse
At tabe mælkeflasken på gulvet; at købe et glansbillede af en engel; at banke måtter i den bagerste baggård, hvor tørrestativet ligner et skib og solen en mønt på bunden af en brønd langt borte; at tabe tegnebogen i et tørkloset; at kende sin plads i hierarkiet og at mærke tabet helt ind i sjælen, når der går hul på den nye ballon.
Og så alligevel have alle boldene i luften på én gang inde i porten, mens jukeboksen spiller og storebroren har held med en kæreste.
Det er hverdagsagtige begivenheder i et baggårdskvarter, der er omdrejningspunktet i disse noveller om en ikke helt almindelig pige, hvis væsentligste egenskab er, at hun ikke resignerer, ikke giver op, ikke lukker sine øjne for noget.