Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Da efteråret kom til verden i 1974, dukkede jeg så op til overfladen og sagde: Se mig. Men hvad skete der uden for min mors maves trygge vægge, mens jeg gærede derinde i hendes varme? Hvad oplevede hun? Hvad oplevede min far? Ja, eller måske rettere: Hvad var det for en verden, jeg var på vej ind i? Det har jeg fået mere og mere lyst til at få svar på, som jeg nu nærmer mig min 50-års fødselsdag. Om 100 år er alting glemt, lyder et ordsprog, men hvad husker man efter 50 år? Hukommelsen er kort. Mennesket er vist kollektivt dement. Denne bog er et forsøg på at lære den verden at kende, som jeg trådte ind i, men det er samtidig en bog til mine egne sønner for at fortælle dem lidt om den tid, der ligger umiddelbart forud for deres egen.
”Tigerens år er Michael Pedersens bedste bog. Den kryptiske og tænkeskrivende måde at skrive på giver mening i denne bog, der handler om Michael selv, som endnu ikke er født. Det betyder ikke, at man ikke allerede kan tænke, selv om man er er lille foster. Michael Pedersens tilgang til at skrive giver mening i måden, bogen er sat op. Der er mange tanker, som skal ud i denne verden. Og det kommer de på den fede måde. Jeg kan godt lide opbygningen af bogen og at livet også starter, inden man er født.” Christina Røn (dinboganmelder.dk)
”I første omgang er Tigerens år en roman om en udvikling, observeret af en kvik, vordende baby. I anden omgang er det et klip fra verdens gang og en fortælling om, at alt handler om synsvinkel. Det samlede resultat er en let humoristisk vinkling på verden.” Birte Gam-Jensen (bogvægten.dk)
Uddrag af bogen Den unge mand, som om ni måneder viser sig at være min far, vågner i sin seng. Han tænker på hende. Han har en lille smule tømmermænd og en stor portion glæde i sig. Hun har jo på alle måder sagt ja. Han havde gengældt hendes ja. Hvilken ung mand kan modstå en ung kvindes ja? Og de var jo kærester. Hun havde sagt, at hun gerne ville have et barn. Han havde tænkt sit, men han var en positiv ungersvend, og de var forelskede. Og hvem vil ikke gerne danse den dans, der hedder dyret med de to rygge? Den unge kvinde, som om ni måneder viser sig at være min mor, sover lidt længere i sin seng. Hun drømmer. Det er kun hende, der ved, hvad hun drømmer om, men hun smiler, som hun ligger der og sover. Så måske drømmer hun om ham – eller om det, der er på vej til at gøre hendes mave rund og rar. I sofaen inde i stuen sidder min morfar. Han læser avis.
Om forfatteren Michael Pedersen (f. 1974) er gymnasielærer og har tidligere udgivet Den afmægtige Adam, 2007, Evighedsstudenter, 2008 og Kierkegaards kabale, 2013, Potemkins paraply, 2021, En stor misforståelse, 2022, På egen regning, 2022, Tørke, 2023, Man må vente til i morgen, 2023.