Tidevandslandet

Mellem havet og Bengalens sletteland ligger et enormt vandområde med store og små floder og en masse småøer der med jævne mellemrum oversvømmes ved højvandstide eller direkte skylles væk når de jævnligt tilbagevendende tyfoner raser. Dette er Sundarbans, og det er et af verdens mest interessante habitater for et væld af dyrearter, blandt andet menneskeædende tigre og floddelfiner.

Til dette område ankommer Piya Roy, af indisk oprindelse, men opvokset i Staterne, for at studere floddelfinerne. Alle Piyas fine instrumenter og hendes forskerviden kommer imidlertid til kort i det mildest talt labyrintiske netværk af floder, og det er først da hun får kontakt med fiskeren Fokir at der kommer skub i sagen. Denne analfabetiske og uvidende fisker kan noget som ingen sofistikeret forsker kan: Han kan vandvejene på fingrene, han kan se sporene fra de jagende tigre, han kan se næseboret på en neddykket krokodille. Han kan de ældgamle myter om Bon Bibi og Dukhey i hovedet. Og han kan lugte når en tyfon er på vej. Der er med andre ord mange gode grunde til at Piya vælger ham som guide i området.

Fokir bor på øen Lusibari, en af de største øer med noget så usædvanligt som et hospital, der næsten bogstavelig talt banket op af jorden af Nilima. Nilimas mand Nirmal er død og har efterladt en nedskrevet beretning om regeringens massakre på et bosættersamfund til nevøen Kanai, en succesrig og kvindekær oversætter der bor i New Delhi. Mødet mellem Piya, Fokir og Kanai bliver sindsomvæltende for dem alle, og da Sundarbans med ét viser tænder, gælder det pludselig om at lægge alle uoverensstemmelser til side og samarbejde.



Amitav Ghosh har med denne bog skrevet en usædvanlig smuk beretning om en plet på jorden som kun få mennesker kender til, og vævet ind i denne beretning historien om tre meget forskellige menneskers indstilling til naturbevarelse, deres medmennesker - og til hinanden.