Take me to neverland

I Take me to neverland stiller forfatteren lidt drillende den kulturelle diagnose ”voksenfobi”. Det er noget mange af os, hende selv inklusive, lider af: En blanding af længsel efter det der er flydende, modvilje mod normative regler og konformitet og samtidig en søgen efter den mening og stabilitet, vi mener det såkaldte voksenliv så alligevel må kunne tilbyde.

Camilla Schwartz fremlæser denne voksenfobiske problemstilling i samtidslitteraturen ved hjælp af nedslag i motiver som køn, kærlighed, klasse og feminisme – i dialog med andre kulturelle eksempler som film, mode og tv. 

Diagnosen voksenfobi stilles ikke for at sygeliggøre de unge forfattere m.fl. eller for den sags skyld for at få os alle sammen til at blive meget mere voksne og fornuftige– fordi alting var meget bedre i gamle dage. Tværtimod opfordrer bogen til at vi lytter til de unge litterære stemmer der skriver om at være bange for det voksne liv, eller som både sårbart, kækt og modigt insisterer på at forblive i barndommen og ungdommen – eller som længes tilbage mod det tabte.

Voksenfobien og dens implikationer skal mest af alt forstås som opråb der kan læses som væsentlige kulturelle tegn på vores kultur. Tegn der måske kan lede til en revision af det frygtindgydende noget vi kalder ”voksendom”.