Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Ansatte i det, der ofte kaldes ’velfærdsfagene’ – lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger, sosu-assistenter mv. – lider mere af stress end andre. Men hvorfor, og hvad kan der gøres ved det? Både af arbejdspladsen og af den enkelte medarbejder?
"Stress i professionsfagene" er den første bog, der ser konkret på de særlige udfordringer, de ansatte inden for disse fag har. To af Danmarks største kapaciteter på området forklarer, hvordan stress påvirker både kroppen, psyken og arbejdsmiljøet i professionsfagene.
Bogen beskriver, hvad den enkelte medarbejder kan gøre for at mindske sin stressbelastning, hvad medarbejderne i fællesskab kan gøre, og hvad arbejdspladsen kan gøre. Endelig gennemgås et typisk alvorligt stressforløb med en beskrivelse af de mange forskellige indsatser, der kan gøres undervejs for at hjælpe den stressramte tilbage på arbejde, og mindske risikoen for tilbagefald.
5 stjerner i Sundhedspolitisk Tidsskrift:
Netterstrøm og Milsted ved i den grad, hvad de taler om, og faktisk har de med deres bog langt om længe udført den seriøse og nødvendige afdækning af den eksisterende videnskabelige viden om stress, som mange har brug for at få adgang til. Og de kommunikerer troværdigt og brugbart for de fleste, som vil vide mere om, hvad der skaber stress, hvordan man bedst undgår den, og hvad man helt konkret kan stille op, hvis man er ramt."
Specialpædagogisk Månedsblad:
"Det er en længe savnet lærebog. Den er skrevet af absolut kompetente forfattere, og den kommer hele vejen rundt. ... Bogen bør være et must på alle professionsuddannelserne."
Om forfatterne:
Bo Netterstrøm er dr.med. og ph.d. i stress og sygdom. Han var i en årrække ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik i Hillerød. Han var medstifter af Center mod Stress, Kalmia, i Gentofte og af Stresscenteret. I dag arbejder han som konsulent og deltager i en række forskningsprojekter. Han har skrevet adskillige artikler og bøger om stress. Foto vedhæftet. Skal beskæres.
Thomas Milsted er forfatter, foredragsholder og skribent med mere end 25 års erfaring som arbejdsmiljørådgiver. Han er medlem af bestyrelsen i Center for Studier i Arbejdsliv og har siddet i flere tænketanke om stress og det gode arbejdsliv. Han har skrevet adskillige artikler og bøger om stress.