Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Michael Gregaards Stjernejæger er et skønlitterært værk, som blander genrer. Bogen rummer mest fiktion, men også faktion, saglige tekster om astronomi blandes med drømmelignende billeder i fantasiens Planetarium, fortællende prosa brydes af analytiske betragtninger over en udsøgt film.
I bogens første kapitel følger vi hovedpersonen, lektor Palle Lærke, i et intenst halvt døgn i hans liv. Palle Lærke er en omvandrende iagttager, som ynder at reflektere over, hvad han ser. Fortællingen begynder med hans aftentur gennem en by i provinsen. Turens højdepunkt er hans opløftende møde med stjernehimlen uden for byen. Han er fascineret af nattens stjerner, ligesom han er fascineret af filmens stjerner, som han nærmer sig i et tætgående essay om Alfred Hitchcocks Vertigo.
Stjernejæger er en velkomponeret prosabog, hvor forfatteren i ord, men også i billeder skildrer, hvordan det føles at bo på en planet, som svæver rundt om en stjerne blandt milliarder af andre stjerner i en gigantisk galakse.