Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Børn, der arbejder, mister ofte langt mere end deres helbred. De mister chancen for at gå i skole og de muligheder, skolegang fører med sig. Nogle af dem mister deres familie. De børn, der arbejder, har ikke tid til at lege, til at løbe rundt og pjatte eller til at drømme om fremtiden. De mister deres barndom.
Stjålne drømme er et dokument, der i fotos og tekst beskriver den barske og umenneskelige udnyttelse børn i store dele af verden udsættes for i form af arbejde, der er hårdt og nedslidende og i mange tilfælde invaliderende.
250 millioner børn verden over er nødt til at arbejde for at tjene til basale nødvendigheder som mad, tøj og et sted at bo. Nogle børn holdes som slaver og lever og arbejder under meget usle forhold.
Selvom børn ikke arbejder under sådanne forhold i Danmark, har vi alligevel en andel i dette uhørte misbrug af børn. Ofte uden at vide det, køber vi varer, der er produceret af børn.
Børn arbejder på landet og på fabrikker, i værksteder og boder, på fiskeplatforme og byggepladser, hjemme og på gaden. Børn sidder sammenkrummet foran væve og væver tæpper, mens de kniber øjnene sammen for at se i det sparsomme lys. De laver mursten og hamrer sten til grus. De syr sko og fodbolde og laver fyrværkeri, tændstikker, låse, møbler, blyanter, legetøj og cigaretter. De spinder silke, skærer træ og syr tøj. Børn arbejder i gloende hede i glasfabrikker og sætter livet på spil i teglværker, i miner og i stenbrud, hvor de risikerer at udvikle lungesygdomme. De renser tønder, der har indeholdt giftige væsker til lædergarvning, og former rødglødende, smeltet messing til pyntegenstande, der sælges i gaveboder over hele verden.