Du er ikke logget ind
Beskrivelse
En praktisk håndbog fuld af eksempler og øvelser, der giver læreren konkrete redskaber til at træne din stemme og dit kropssprog med fokus på klasseledelse og relationskompetencer.
Når man underviser, trækker man ikke kun på sin faglighed. Ens person er lige så meget i spil. Hensigtsmæssig brug af stemme og kropssprog er derfor et af lærerens vigtigste arbejdsredskaber. Men hvordan får man det hele til at gå op i en højere enhed?
Som lærer er det vigtigt at være autentisk. Det skaber nemlig tryghed hos eleverne, når læreren er troværdig og afspejler, hvem hun er. Men blot ‘at være sig selv’ er sjældent nok. Og selv om nogle lærere har lettere ved at bruge hensigtsmæssigt kropssprog og stemmeføring end andre, er det noget, som alle kan udvikle. Det forudsætter blot et professionelt begrebsapparat med pejlemærker for, hvad der virker bedst, og det er lige det, som bogen giver dig.
Bogen giver en lang række tip til, hvordan man får elevernes respekt, indtager rummet, udvikler et godt start- og slutritual, fastholder elevernes opmærksomhed, styrker deres hukommelse og får dem til at føle sig set, hørt og forstået. Dermed skaber læreren et tryggere læringsmiljø for eleverne og opnår selv større arbejdsglæde.
Bogen er fuld af typiske eksempler fra dagligdagen, og der er masser af praktiske øvelser, som gør dig mere bevidst om, hvordan du bruger din stemme og dit kropssprog mest effektivt – og bliver en bedre klasseleder. Nogle af eksemplerne er mest relevante for lærere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Andre er henvendt til alle typer lærere.
Birthe Hougaard-Andersen er lektor i musik og dramatik på VUC og har gennem mange år udviklet kurser og workshops om nonverbal kommunikation og gennemslagskraft.