Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Stævnemøder er en humoristisk digtsamling. Den handler om kærligheden og menneskers møder med hinanden på godt og ondt – både når kærligheden lykkes, og når den lykkes mindre godt. Vi møder f.eks. førtidspensionisten Johnny, der aldrig har haft en kæreste, men drømmer om en billedskøn skuespillerinde, den ældre levemand, der elsker unge piger, parret, der endelig har fundet hinanden på Elitedaters.dk, gymnasieeleven, der bliver tvangsindlagt, den gamle fisker og skørtejæger, der længes efter den tiarmede kæmpeblæksprutte derhjemme, fætteren, der belurer sin kusine og mange andre. Kort sagt: kærligheden i al sin vidunderlige mangfoldighed.
Uddrag af bogen
Store drømme
En erotisk støvregns-film
fuld af stille dalende stuestøv,
solrige persienner, halvmørke
hotelværelser og en ung mystisk
outreret pige med trutmund,
pelsede støvler og en stor
bredskygget damehat,
og Johnny vidste, at det
i virkeligheden var sådan
en spændende pigetype, der
passede til ham; at selv om han
bare levede af førtidspension, kørte
rundt på en ramponeret scooter 30
og aldrig havde haft en rigtig kæreste,
hørte han i virkeligheden til i Paris,
Berlin og New Yorks regnmættede
gader og sofistikerede avantgardemiljøer;
han vidste, at han på visse punkter
var langt mere fremme i skoene
end mange af sine ordinære
jævnaldrende
Om forfatteren
Peter Bang Simonsen har studeret på fysioterapeutuddannelsen på University College Nordjylland og læst tysk på Aalborg Universitet. Han har tidligere udgivet digtsamlingen Blomster, sne og muld og har medvirket i adskillige antologier og blade.