Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Hovedpersonen genser en kvinde, som han engang har elsket. I en collage, der blander fantasi og virkelighed med overleverede billeder, kredser han om erindringens og begærets fikspunkter. Romanen viser forfatterens stilistiske mesterskab i fuld udfoldelse. Motiver og detaljer indfanges og gengives i sproget med fotografisk præcision og en distanceret følsomhed.
Jens Christian Grøndahl er født i 1959 og debuterede med Kvinden i midten i 1985. Uddannelsen som filminstruktør præger de tidlige bøgers billedrigdom og fortællerytme.
Med sine første bøger opnår Grøndahl hurtigt en position som eksklusiv, respekteret stilist. Han indstilles allerede i 1988 til Nordisk Råds litteraturpris for romanen Rejsens bevægelser. Med Indian summer (1994) når forfatteren et større læserpublikum, og de senere romaner Tavshed i oktober (1996), Lucca (1998), der tildeltes Boghandlernes Gyldne Laurbær, Hjertelyd (1999) og Virginia (2000) har gjort ham til en af Danmarks mest læste forfattere. Grøndahls bøger udkommer nu i hele Europa samt i Australien og USA.
EDITION ROSINANTE præsenterer tidlige titler i forfatterskaber, som de fleste læsere kender fra senere bøger.