Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I rækken af klassiske fjernorientalske poesi-udgivelser præsenterer Det Poetiske Bureaus Forlag en stor – og i Danmark hidtil ukendt – japansk digter, ovenikøbet en kugleskør digter.
Ikkyu Sojun, der morede sig med at kalde sig Skøre Sky, var en japansk digtermunk, der levede i Kyoto 1394-1481. Han efterlod sig et korpus på omkring 881 digte, samlet i værket Kyounshu (Skøre Sky Antologien), samt et antal tuschmalerier. Han har i nyere tid opnået den ære at blive afbildet på et frimærke og er blevet folkeeje i form af en tegnefilmsfigur, Ikyu-san – hr. Ikkyu – og en manga-serie i fire bind, Akkanbe Ikkyu, af Hisashi Sakaguchi.
Samtidig med at Ikkyu nød denne verdens glæder, var han udpræget dødsfikseret, hvilket blandt andet viser sig i hans kendteste tekst Skeletterne (Gokatsu) fra 1457, som er med i denne udgivelse i sin helhed - og i at han – i hvert fald efter en anekdote – gik rundt i Kyotos gader med et menneskekranium på en stage, og sagde til de forbipasserende: “Dette er min eneste sande ven!”
På grundlag af sin levevis og provokerende digtning står han som en japansk pendant til den fra kinesisk digtekunst så kendte og elskede arketypiske zenbuddhistiske galning, der forkaster fromhed og opfører sig forfærdeligt. Skønt han i stigende grad udtrykte sig spotsk overfor præsteskabet og munkevældet, blev han endelig i sin høje alder i 1471 udnævnt til abbed i Daitoku-ji.