Sisyphos i Slotsvagten

Kongen er myrdet, og på toårsdagen for mordet opsætter en rigmand en mindetavle for den myrdede udført af landets førende billedhugger og den største digter. De to kunstnere må imidlertid indse, at deres hengivenhed for den forrige regent er farlig. Billedhuggeren må flygte til København, digteren bliver taget i forvaring. 

   Hans helbred og sindstilstand er dårlig. Hans kone erkender, at kun hvis han kommer i gang med at skrive igen, er der håb og hun vil derfor samle hele hans produktion til en udgivelse. Men hun kan ikke finde støtte til den.  Til gengæld giver indsatsen hende indsigt i hans liv før hun traf ham – og er med til at forklare at hans digte blev som de er. 

   Folk har sammenlignet ham med den græske lyriker Anakreon, vinens og elskovens digter. Selv siger han i sit sortsyn at han snarere er Sisyphos, den ulykkelige der for indbildte forbrydelser mod Olympens guder blev dømt til at slæbe sten i dødsriget. 

   Scenen er Stockholm foråret 1794; den fængslede hedder Carl Michael Bellman. 

   Men i grunden handler den om alle digtere der bliver forfulgt.