Du er ikke logget ind
Beskrivelse
"Vigtigt og vedkommende stof (...) Mikkel Sommers løse blyantstreg er ubesværet virtuos, og hans overvejende blå og brune farver vibrerer af energi på siderne."- Weekendavisen
"En flot og effektivt formidlende bog, der prisværdigt vælger antydning snarere end udpensling af volden og den menneskelige tragedie."- Information
♥♥♥♥"Shingal er smukt tegnet af Mikkel Sommer, der er en uhyre talentfuld serieskaber. Med sin udtryksfulde og let rystede streg formår han at indfange den dybe sorg og fortvivlelse og det spinkle håb, der trods alt også lever i bogens figurer, når sved, tårer og støv fra grusvejene næsten springer fra siderne."- Politiken
"Barsk læsning (...) spændende og godt fortalt. Tegningerne har deres eget stille liv."- Serieland.dk
★★★★★"Shingal er en tegneserie, jeg kun kan anbefale, at man læser."- kshdkboeger
Ny dansk graphic novel om folkemord i Irak. August 2014: Islamisk Stat angriber ezidierne, en religiøs minoritet, der bor i det nordlige Irak. Brødrene Mazlum og Asmail kæmper for at redde deres familie, mens de sammen med titusindvis af ezidier flygter op mod toppen af Shingal-bjerget. De kurdiske soldater, der skulle beskytte dem, har forladt området. Ezidiernes muslimske naboer har vendt dem ryggen. Kun bjerget kan blive deres redning.
På baggrund af grundig research og hundredvis af interviews fortæller Shingal historien om det folkemord, som Islamisk Stat begik mod ezidierne i det nordlige Irak i 2014. Over 50.000 ezidier blev, efter det indledende angreb, fanget på toppen af Shingal-bjerget under den bagende sol, hvor de hverken havde adgang til vand eller skygge. Shingal er en fortælling om tiden op til, under og efter angrebet.
Om tilblivelsen af Shingal: Tore Rørbæk har som journalist rejst rundt i det nordlige Irak et utal af gange. Her har han overnattet hos de lokale ezidi-familier og indsamlet deres beretninger om folkemordet i 2014. Behovet for at skildre hændelserne i et sammenhængende forløb fik i oktober 2017 Tore Rørbæk til at invitere illustrator Mikkel Sommer med til Shingal. Her boede de hos Asmail Hassos familie på deres gård uden for byen Snuni. Gården er skildret i Shingal, ligesom bogens karakter Asmail bygger på virkelighedens Asmail Hasso.
Om forfatter og illustrator:Tore Rørbæk er journalist og dokumentarist og har siden 2015 været mellemøstreporter for Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten. Han har en MSc i Political Science.Illustrator Mikkel Sommer har arbejdet på adskillige tegneserier og børnebøger samt animationsfilm for bl.a. Cartoon Network. Han har også lavet illustrationer til The New York Times og The New Yorker.