Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I St. Pauli møder et morderisk par en rygsækturist og lokker ham til et trøstesløst hus i et skovområde. Her dræber og parterer de ham i et rum, der er indrettet til et professionelt hjemmeslagteri. Bagefter lægger de kropsdelene i plastikaffaldsposer og kører til en nærliggende mini-zoo. Da de låser sig ind, begynder en ligesom flerstemmig latter at lyde i mørket, til den når et ustyrligt crescendo … Tilsyneladende uden nogen forbindelse med den dystre hændelse i Tyskland ankommer et yngre par på cykelferie til en jysk bondegård og får lov til at slå deres telt op. Men hvad der skulle have været en afslappende overnatning oven på dagens strabadser, forvandles til et vågent mareridt, da der sker et mord efterfulgt af ...
Uddrag af bogen Minutterne bliver langsomt til en time. Finder pilleæsken frem og vælger to af de store blå og tørsynker dem. Forlader stolen, da virkningen indfinder sig, og går ud i entreen med en følelse af lysvågen at svæve et par centimeter over gulvet. A er også en vidunderlig mand. Har aldrig mødt nogen som ham. Døren lige foran er til køkkenet. Den næste er til et lille soverum med en smal seng ved væggen. På sengefjedrene ligger en foldet madras. Åbner den tredje dør og bliver blændet af et skarpt lys fra lysstofrør i loftet. Lokalet er hvidmalet, eller det er det første indtryk, for flere steder er malingen skallet af, så man kan se store grå pletter ligesom af fugtig mørtel. Under en krog for enden af et trisseværk i loftet fører nogle render i gulvet hen til en rist omgivet af rødlige pytter.
Om forfatterenNiels Klingenberg (f. 1945) er tidligere gymnasielærer. Han er forfatter til følgende bogtitler: Bz-mordene, Sorte roser, Butleren, En protozo, Mordtegn, Selvtægt, Ekko fra fremtiden og Ebbe han tjener i kongens gård.