Relikvie

Relikvie er minimalistisk i sit udtryk – en reportage om demindste forskydninger i et kvindeligt jegs hverdag, og det vel at mærke enhverdag, hvor der ikke sker ret meget – men så meget større i tanke, og i hvadman kunne kalde etisk fordring.



Da vi kørte overbroen lige før og kom fri af bygningerne, faldt solen ind på en pige, somsidder i den anden side af bussen med en skijakke på. Jeg tænker på om hun mon,før det skete, havde følt sig efterladt, om hun om morgenen ikke magtede atvaske sit hår, ikke rigtigt kunne insistere på sig selv, og om hun, da vikrydsede broen, vidste, at også jeg sad og mærkede den vilje, lyset havde valgthende med, at det insisterede på hendes vegne.



Kvinden kræverabsolut ærlighed af sig selv, hun er konstant anfægtet af – på gaden, i busseni forhold til en tilfældig medpassager eller nårsomhelst – om hun nu er nokmenneske.



Fordi man iensomheden lever på grænsen af det menneskelige.



Det bliver ennødvendighed for hende at forbinde sig og at skrive disse forbindelser. Forsimpelthen ikke at gå i opløsning, at falde fra hinanden.



Vi er meget langtfra eksistentialismens sværmen for den fundamentale ensomhed; for her er det iselve berøringen at alting begynder – gennem det sprog, der hele tideninsisteres på som noget, der både kan nægte og frelse.



Relikvie beståraf 3 dele. De indledes af en liste hvor alt, hvad der overhovedet betydernoget, bliver samlet sammen som relikvier i et forsøg på at gøre livet helligt,at få tingene til at bevare deres styrke, at overskride døden.



I første delopholder jeget sig alene i London og registrerer omhyggeligt hverdagenshændelser og tanker og sin længsel efter kærlighed – den navngivne anden.



I anden del erjeget tilbage, hjemme i København, deler tilværelse med sin kæreste, men er ommuligt endnu mere alene og skriver et langt kærlighedsbrev til sangeren KurtCobain, som bliver en slags åndelig livsledsager.



Men de piller,jeg tar, gør mig lysfølsom. Jeg ved heller ikke, hvor interesseret jeg er i densol, der tilbydes. Det passer selvfølgelig ikke! Men Kurt, jeg fryser sådan, atjeg ikke holder ud at sidde mere end et par timer på en stol. Jeg erforfærdelig urolig. Mine trøjer er så tyndslidte og blege, jeg bliverfuldstændig sindssyg. Og nu hvor solen lægger sig over mig her i sengen, kommerjeg til at tænke på alle de munde, der nogensinde har kysset de syge. Jeg mågræde lidt. Jeg må sværge: Dét lys er også en andens.



Endelig i tredjedel ryddes der op, med flere på hinanden følgende flytninger, jeget flytter,ting – verdens enorme mængder af ting – både dem der har stået fremme, men ogsådem, som før var gemt væk, men nu skal pakkes om, afgiver en pludselig nybetydning.



Julie Mendelappellerer til og tror på det bedste i mennesket. Man kunne sammenligne med enanden ung lyriker, Andreas Pedersen, som debuterede sidste år med den megetroste samling Fryden, som på sammemåde har lagt den ironiske distance bag sig og alvorligt insisterer på detgode. Intensiteten hos Julie Mendel er så høj, hver sætning er så vigtig, atden kommer til at synge ... Næsten umenneskelig.



Selve skriften,det at benævne, bliver et spørgsmål om liv eller død. At være præcis nok. Nu kan jeg mærke, at du sover, din fine rødebrystvorte. Du skal ikke være bange.Det er vel først, når vi kalder noget for noget, at vi kan se det.