Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Professorer, studenter og polit.er. Om velfærdsstatens universitetspolitik 1950-1975 undersøger magtkampene om de danske universiteter i perioden fra 1950'ernes begyndelse til midt i 1970'erne. Det var kampe, som udspillede sig mellem den fremvoksende velfærdsstats idealer om lighed og demokrati og universiteternes bærende ideer om akademisk frihed.
Professorerne repræsenterede universiteterne i de udvalg under Undervisningsministeriet, hvor linjerne for den fremtidige universitetspolitik blev diskuteret. De varetog de lærdomsmæssige interesser.
Studenterne deltog efterhånden også i udvalgsarbejdet og havde fra 1965 større formel indflydelse i Undervisningsministeriets udvalg end i universiteternes interne styrelsesorganer.
Polit.erne havde vundet frem i centraladministrationen, og de kom til også at præge universitetspolitikken. De insisterede på først og fremmest at se på, hvordan universiteterne kunne styrke de generelle udviklingstræk i den fremvoksende velfærdsstat. Polit,ernes påvirkning af universitetspolitikken skete diskret, men fik alligevel store konsekvenser.
Bogen giver et grundigt indblik i, hvordan overordnede strømninger i velfærdsstaten blev bestemmende for udformningen af universitetspolitikken på bekostning af krav og ønsker fra universiteterne selv, der måtte se studentertallet vokse eksplosivt fra 6.600 i 1953 til 35.000 i 1970.
Analysen af de universitetspolitiske diskussioner sker på basis af arkivstudier af materiale, som ikke tidligere har været brugt i videnskabeligt arbejde. Kildebaseret forskning om de danske universiteters historie bringer os tæt på forskelle og alliancer i de universitetspolitiske diskussioner,
Else Hansen, ph.d., seniorforsker, Rigsarkivet, har tidligere udgivet bl.a. En koral i tidens strøm - Roskilde Universitetscenter 1972-1997 (1997) samt redigeret og bidraget til Ny viden - gamle idéer: Elektroniske registres indførelse i centraladministrationen (2006) og Samfundsplanlægning i 1950'erne: Tradition eller tilløb? (2009).