Du er ikke logget ind
Beskrivelse
"Højtærede herskaber, grevskaber, ægteskaber og klædeskaber....!"
- Alle kender disse berømte indledningsord og ved, at de er udtalt af Professor, dr. philurius Christian Tribini: Danmarkshistoriens største gøgler!
Professoren fornøjede hele landet i næsten fem årtier og ville være blevet 85 år den 25. august 2000.
Journalist Otto Ludwig (bl.a. kendt som mangeårig redaktør af "Lodvi's Tankebox" i Aktuelt, Berlingske Tidende og Jyllands Posten) var ven med Professor Tribini og har i årtier fulgt ham på nærmeste hold. Med denne bog fremlægger han sine righoldige optegnelser.
Professorens liv skildres fra barndommen på Gasværksvej i Københavns fattige Vesterbro-kvarter, via Hjallerup Marked (samt adskillige andre markeder!) til Dyrehavsbakken. Læseren følger også med i filmstudierne og oplever professoren sammen med Dirch Passer og Ib Schönberg. Og vi skal til møde i Eventyrernes Klub samt til audiens hos Kong Frederik d. 9.!
Professorens datter, Aase Tribini, fortæller om faderen som familiemenneske, og venner samt kolleger beretter om deres samarbejde med den store gøgler.
Bogen rummer også flere af Professor Tribinis uforglemmelige talestrømme, og den er gennemillustreret med en række ikke tidligere offentliggjorte fotos etc.
Professor TRIBINI - Gøglernes Konge afsluttes med et minileksikon over danske gøglere i det 19. og 20. århundrede.