Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Behovet for professionel ledelse af projekter og den samlede projektportefølje er øget markant, fordi succes med projekter er blevet stadig mere vitalt for organisationers udviklings- og overlevelsesevne.
Denne anvendelsesorienterede bog om projektledelse og projektlederskab henvender sig både til erfarne og mindre erfarne projektfolk i såvel offentlige som private organisationer.
Bogen giver konkrete anvisninger på, hvordan man får succes med projektlederens typiske discipliner som målsætning, styring, planlægning og organisering. Dertil kommer de mere ”bløde” discipliner som f.eks. ledelse af projektgruppen, coaching, kommunikation og konflikthåndtering.
Bogen behandler også topledelsens involvering i ledelsen af organisationens samlede projektportefølje, samt programledelse af flere projekter med fælles formål. Målet er at skabe sammenhæng mellem de enkelte projekter og den samlede strategi. Her introduceres konceptet Project Excellence, der øger hele organisationens projektorientering, bl.a. ved at skabe de rette organisatoriske rammer for vellykkede projektgennemførelser.
Denne nye anden udgave af bogen er udvidet på følgende områder: I kapitel 5 er afsnittet om risikoanalyse udvidet med betragtninger om hvordan risici påvirker projektets business case. Kapitel 8 er udvidet inden for emnet forandringsledelse, hvor fem implementeringsprincipper er beskrevet, samt tilføjelse af principper for valget af implementeringsstrategi.Kapitel 10 er nu opbygget efter principperne i project governance. Programledelse har fået en større vægt, og to nye områder; lean projektledelse og effektmåling på projekter, programmer og portefølje er medtaget i kapitlet.
En af bogens stærke sider er koblingen mellem det teoretiske og den praktiske anvendelse. Det ses bl.a. ved, at en mængde nyttige værktøjer til projekt- og porteføljeledelse findes på den medfølgende CD-ROM. Disse værktøjer kan også frit downloades fra bogens hjemmeside hos forlaget.
Bogens emnevalg dækker det pensum, der kræves for at blive certificeret projektleder efter den europæiske IPMA-ordning.