Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Mange interessenter bidrager til diskussionen om, hvordan den offentlige sektor kan styres, og derfor også om, hvordan institutionerne skal ledes. Der er tendenser til at se på alle offentlige institutioner, som om de var serviceinstitutioner, der skal ledes efter de samme strategier og mål.
I Pædagogisk ledelse argumenterer Lejf Moos imidlertid for, at man må betragte uddannelsesinstitutionerne som særlige, fordi de har særlige opgaver, og at man derfor må udvikle ledelsen af disse institutioner ud fra andre logikker. I stedet for at gøre sig blind for den opgave, institutionen er sat til at håndtere, må ledelsen netop tage udgangspunkt i opgaven for at udvikle ledelsesrelationerne og kommunikationen i organisationen.
Bogen skitserer først uddannelsesinstitutionernes opgave: Den demokratiske dannelse, den reflekterede og differentierede undervisningen og den tilpassede læring. Fra dette udgangspunkt beskrives sider af organisationen og ledelsen: Relationerne mellem elever, lærere og ledelse, opbygning af fællesskaber, tillid og fortrolighed, ledelse som kommunikation, skoleudvikling og arbejde med og i team.
Derudover fortæller bogen om institutionens relationer til sin omverden, om krydspres og dilemmaer, hyperkompleksitet og kontingens og diskuterer forholdet mellem administration, styring og ledelse.
Tretten skoleledere fortæller om deres vej til ledelse og om deres daglige arbejde. Disse livshistorier danner rammen om Pædagogisk ledelse og giver liv til de analyser og fortolkninger, læseren præsenteres for i bogen.