Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Fortællere fra sletten, oprindeligt udgivet i 1985, er blevet et hovedværk i nyere italiensk litteratur. 30 fortællinger om "eksistenser", som det ville hedde hos Herman Bang - sære, rørende, lurvede, tragikomiske, groteske menneskeskæbner og livshistorier. Af de historier han hører og får fortalt, skaber Celati en perlerække af fortællinger, bestående af lige dele moderne rejsereportage og myte. Læseren møder bl.a. en barber, som lever efter sin død. En mand, der lærer sig selv at holde op med at græde hver dag klokken tolv. Fire unge mænd på flugt med en kammerats lig på taget af en bil. En apoteker, der skriver lykkelige slutninger ind i sine udgaver af de store klassiske værker. En kvindelig cykelrytter, der som den eneste kvinde nogensinde deltog i Giro d'Italia i 1924.
"En bog der kredser om gengivelsen af den synlige verden og - endnu vigtigere - om det grundlæggende skift fra en indre til en ydre verden, som efter min mening er det skift, der først og fremmest karakteriserer vor tid."
Italo Calvino
"30 korte fortællinger rummer denne forunderlige bog, holdt sammen af fiktionen om en rejse gennem Po-sletten, men først og fremmest holdt sammen af en fælles overordnet tematik og en suverænt behersket fortælletone. Faktisk er hver eneste af fortællingerne en lille perle. Synd vil det være for den litteraturelsker, der ikke oplever denne på én gang enkle og raffinerede bog.
Berlingske Tidende