Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Det hele begyndte på Odense Stålskibsværft med sabotagen mod det tyske mineskib Linz i slutningen af juli 1943. Denne sabotage udløste en kædereaktion af strejker, uroligheder og nye sabotager i store dele af Danmark. Presset på samarbejdet mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt blev så stort, at regeringen en måned senere blev tvunget til at overlade styret af Danmark til besættelsesmagten. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand, og den tyske værnemagt overtog den danske regerings beføjelser. Dermed var over tre års samarbejdspolitik bragt til ophør.
Oprør er en række sammenhængende beretninger, fortalt af folk der tog aktiv del i handlingerne. Beretningerne er baseret på interviews med danskere, der var med i de dramatiske begivenheder, da befolkningen sagde nej til de tyske besættere. Derudover bygger bogen især på breve, dagbøger, samtidige beretninger og på illegale blade. Begivenhederne på gadeplan kobles sammen med den landspolitiske situation frem til bruddet med samarbejdspolitikken.