Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Opbrudskultur beskriver det kulturelle opbrud, der fra omkring 1960 har præget livsformerne i Danmark.
Ved at parallelisere og modstille udviklingen inden for så forskellige verdener som familien, lokalområdet, skolen, private produktionsvirksomheder og offentlige institutioner viser bogen, hvordan den samfundsmæssige udvikling har præget dem, og hvordan de hver især reagerer på det kulturelle opbruds udfordringer.
Ungdommen reagerede først på traditionernes sammenbrud. Hurtigt herefter fulgte dele af det private erhvervsliv, der for at følge udviklingen på markedet måtte finde nye og mere fleksible eller dynamiske organisationsformer. I 1980erne har også det offentlige søgt at tilpasse sig den nye situation gennem forsøgsvirksomhed, decentraliseringer og privatiseringer.
Det kulturelle opbrud er igangsat af den økonomiske og teknologiske udvikling. Det har givet store forandringer i hverdagslivet og dermed også rådvildhed og rodløshed. På baggrund af en skildring af opbruddets konsekvenser for fritids- og arbejdslivet søger bogen derfor at give et bud på, hvad den nærmeste fremtid vil bringe af muligheder og udfordringer. Den rejser spørgsmålet: Kan vi lære at styre ved kultur?