Også lyset er en afgrund

”For at vende tilbage til svimmelheden over for det ukendte, så mærker vi suget ved foden af trapper. Når vi står ved en trappe, kan vi næsten ikke, og kun fordi vi er velopdragne, beherske trangen til straks at stige op mod det ukendte. Vi bliver tiltrukket af afspærrede steder, lukkede døre, kældre og lofter. Men det, der især lokker os, i en grad så vi bliver fuldstændig forblændet, i en grad så vi er parat til at sætte liv og lemmer på spil, det er ubeboede huse.”

Også lyset er en afgrund er en samling fortællinger fra Olga Orozcos barndom i et meget lille landsbysamfund, Toay, sydvest for Buenos Aires. Det er dog ikke barndomserindringer i traditionel forstand. Fortællingerne er snarere poetiske og meget personlige refleksioner af eksistentiel og spirituel karakter over tidens og rummets relativitet, over menneskets magt og afmagt i forhold til skæbnen og guddommelige magter, men med udgangspunkt i konkrete erindringer fra barndommen.

Historierne er lagt i munden på den tænksomme og følsomme ca. 8-årige pige, Lía, der er Orozcos alter ego, så man ser det fortalte både i barnets øjenhøjde og i voksenperspektiv.