Næste station PTSD

Denne bog indeholder uden censur, med ærlighed, den ægte historie om mig, en kvindelig lokomotivfører, og hvad jeg kom ud for, og som satte sine spor på krop og sind, fortalt ud fra dagbøger og tekster, som jeg begyndte at nedskrive efter flere psykiateres opfordring, da de mente, det ville hjælpe mig til en healing af mit ødelagte sind. Bogen beskriver med mine egne ord og følelser, hvordan jeg havde det i de situationer, jeg mødte og stod i igennem 10 år – det, der ændrede mig fra at være en stærk kvinde med et ansvarsfuldt job, alenemor til fire, vellidt, stolt og med god styrke, og til lige pludselig at stå i orkanens øje, hvor tingene begynder at krakelere psykisk, ikke kun arbejdsmæssigt, men også privat, med svigt og magtesløshed over to af mine børns kampe, der endte med flere diagnoser, deres kampe, jeg kæmpede ved siden af min egen og indimellem var ved at opgive, depressioner, låst fast i min egen osteklokke, hvor jeg efter år med en følelse af afmagt var opgivende og næsten passiv. Da jeg erkendte mine svagheder, fandt jeg mine styrker, gik igennem ild og vand ad flere omgange og blev retraumatiseret flere gange, men hvor jeg ved at kaste mig ud over kanten, begyndte at mærke mig selv, føle, at jeg var i live, og hvor jeg med stædighed og viljestyrke arbejdede mig frem til en tålelig dagligdag, hvor jeg fandt redskaber og troen på mig selv efter en lang rejse i Indien, Nepal og Thailand, der blev mit livs rejse, og i særdeleshed min indre rejse, her genfandt jeg en ny styrke efter meget stærke oplevelser med sygdom og dødsangst, der gør, jeg i dag efter mine kampe lever igen! Uddrag af bogen“Jeg kommer kørende tæt på EN STATION som gennemkørende, ser i det fjerne at der bliver arbejdet ved skinnerne, gør som vi skal efter forskrifterne, fløjter og ser, de giver en arm, alt er o.k. – men lige pludselig vælter en mand ud foran mig i mørkt tøj. Jeg hører lyden som når man knækker en kylling”. “Har energi til at lave mad i dag. Det er dejligt. Især for børnene. Det er nemlig ikke altid, jeg kan overskue det. Det er min PTSD (posttraumatisk stress), som styrer min hjerne. Jeg er ganske normal det meste af tiden, men den lidelse gør desværre, at jeg kan få hukommelsessvigt, gå helt i sort og ikke være i stand til at handle, er ligesom lammet. Det værste er, at man bagefter er klar over sin tilstand og bliver ked af det.” Om forfatterenLone Malouna Free Jensen fik efter flere traumatiske oplevelser fra jobbet diagnosen PTSD. Det åbnede op for den kreative side, hvor det alternative kom til at fylde mere. Hun fik en stor interesse i at male og hjælpe udsatte og ligesindede og valgte at skrive om PTSD set og følt fra egne oplevelser.Fil størrelse: 6246 KB