Uddrag af kapitel 1 i "Mørkets hjerte"

Lystsejleren ' 'Nellie" lå for anker ligeså roligt som en resigneret lænkehund. Det var ebbe og nærmest havblik-, og den smule vind der var hvis der overhovedet var nogen bevægede sig ned ad floden og der var intet andet at Sille op end at vente på at tidevandet skulle indfinde sig.

Themsens udmunding strakte sig foran os som en uendelig udørk afvand og atter vand. I horisonten stod himmel og hav i et, og i den disede luft glimtede de solblegede sejl på nogle flodpramme, der drev så langsomt med strømmen op ad floden at det næsten syntes som om de stod stille i en klynge hvilket fik deres rødlige sejldug, med de mange opadstræbende spidser, til at virke tungt stemningsfyldt. En let tåge havde lagt sig til hvile på de lave flodbredder. Himlen var mørknet over Gravesend og jo længere man så ind over land blev den morkere og morkere, for til sidst at ende i en rugende, ubevægelig sorthed under hvilken befandt sig verdens største by.

Firmaets direktør var kaptajn ombord og tillige vores vært. Alle fire betragtede vi ham ærbødigt, mens han med ryggen til os stod i stævnen, og så ud over vandet. På hele floden var der intet der så bare halvt så maritimt ud. Han lignede en lods som for enhver sømand jo fremstår som den personificerede tryghed. Det var vanskeligt, at forestille sig at dette ikke var hans ærefulde og betroede profession til daglig, at denne i virkeligheden befandt sig nedenunder omtalte rugende og triste sorthed.
Som jeg vistnok allerede har nævnt var vi alle fem på en eller anden måde bundet sammen i et fællesskab med havet. Udover at dette fællesskab holdt os sammen til trods for lange periodel hvor vi intet så til hinanden, havde det også den effekt, at det gjorde os tolerante overfor hinandens særheder ia, endog overfor grove fejltrin. Den gode gamle sagfører, der på grund af alle sine gode egenskaber var blevet tildelt den eneste pude der befandt sig på dækket, lå og hvilede sig med denne under hovedet på det eneste tæppe der fandtes. Bogholderen havde allerede hentet æsken med dominobrikker og sad nu og legede arkitekt med de hvide, firkantede elfenbensstykker.

Mallow sad agterude og lænede sig op ad mesanmasten. Som han sad der i skrædderstilling med sine indsunkne kinder i sit gustne ansigt og med rank ryg lod armene hænge slapt ned med håndfladerne udad, mindede han mest af alt om en buddhafigur. Da vores direktør omsider havde forvisset sig om, at bådens ankerfortøjning var tilfredsstillende gik han agterud ud, og slog sig ned iblandt os andre, og efter at have udvekslet nogle ligegyldige sentenser sænkede der sig en absolut tavshed ombord. Af en eller anden grund gik vi ikke i gang med vores dominospil som vi plejede. Vi følte åbenbart trang til det meditative og var ikke i stand til at foretage os andet end blot at stirre ud i luften.

Dagen gik på hæld på en så udsøgt måde, at den med sindsro kunne overlade resten til natten. Der var en vederkvægende ro over det hele - de små bølger klukkede fredsommeligt og himlen, der var aldeles skyfri, fornemmedes som en uhyre kuppel, fra hvis hvælvinger der udgik et næsten magisk lys. Den slørede tåge der kom ude fra Essex-sumpene, hang ned over de træbeklædte flodbredder som om man havde spændt et uhyre stykke gaze ud over trætoppene. Kun det mørke og trugende ude mod den vestlige horisont, syntes minut for minut, i takt med solens forsvinden, at tage til. Endelig var solens yndefulde dans over himlen tilendebragt. Fra at have været lysende og levende, hang den nu derude i horisonten med en rødlig farve der var uden glans eller glød. Hvert øjeblik truede den med at forsvinde som offer for det mørke og rugende væsen der nærmede sig fra vest, under hvis blytunge substans befandt sig en lille gruppe af mænd ombord på et skib.

Straks efter ændrede vandets overflade karakter - fra at have været næsten unaturligt blank og stabil, havde den nu antaget en grumset og upålidelig attitude. Men på trods af dette samt den evige udlængsel hvilede den gamle flod sig uforstyrret mens dagen svandt og natten trængte sig frem. Den hvilede sig med god samvittighed i forvisningen om alle de enorme tjenestel den havde udført for den menneskelige race, når den med stille værdighed havde ladet sine vandmasser føre dem ud til de fjerneste afkroge af jorden.

Med ærefrygt betragtede vi floden ikke på en banal og overfladisk eller måske sentimental måde vor ærefrygt var ej heller flygtig som dage der kommer og går, men en dybtfølt evig kærlighed der fødes af minderne. Og disse minder har en mærkelig tendens til netop at fremmanes med særlig patos og ånd, når man sidder trygt og godt på Themsens rolige vande. Flod og ebbe skifter uafladeligt som en evighedsmaskine der gratis stiller sin arbejdskraft til rådighed hvad enten det drejer sig om hjemadgående handelsskibe eller krigsskibe for udadgående. Tidevandet har kendt og arbejdet for alle nationens helte lige fra sil- Francis Drake til sir John Franklin adelige som ikke adelige. Det har bålet alle de skibe der den dag i dag stadig funkler som ædelstene i historiens tusmørke tænk blot på "The Golden Hind" da hun vendte hjem med sin lunde mave fyldt med skatte og efter at dronningen havde besøgt hende, atter stævnede ud på det eventyrlige erobringstogt til Erebus og Terror, hvorfra hun aldrig vendte tilbage. Jo, vandmasserne i denne flod hal i sandhed kendt både skibene og mændene ombord.

De drog ud fra Deptford, Greenwich og Elith eventyrerne og nybyggerne, for ikke at tale om flådens skibe samt de skibe der transporterede allehånde mennesketyper fra det ene sted til det andet: kaptajner, admiraler, lyssky smughandlere og handelsmonopolbrydere der ønskede at stille deres talent til rådighed i det fjerne østen, tillige med alle de der kun søgte rigdom eller berømmelse alle har de været bålet på disse bølge. De repræsenterede magten, men tillige oplysningen de var et bevis på landets styrke og bål vidnesbyrd om dets hellige ukrænkelighed. Hvilke højbårne tanker og ideer har der ikke flydt med ebbe ned ad denne flod og videre ud i en mystisk og ukendt verden? ...Drømmene som mænd drømte og som lagde spiren til det engelske imperium.

Solen var nu gået ned. Tusmørket havde lagt sig over floden, og efterhånden begyndte lysene at tændes langs bredderne. Det trebenede Chapmann-fyrtårn, som man havde rejst på en muddertange, lyste klart og stærkt. Lysene fra de skibe der befandt sig i sejlrenden bevægede sig op og ned. Og længere oppe mod vest var tilstedeværelsen af en kæmpemæssig by stadigvæk ildevarslende aftegnet på himlen og som en trist afglans af solen, hang den nu der som et luende bål under stjernerne.