Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Længe har det danske social- og sundhedsvæsen været tynget af standardiseringer, procedurer, regler, målinger og kontrol. Stik imod hensigten har dette desværre i mange tilfældet betydet et ringere udbytte for borgeren. For de professionelle, der skal løfte opgaverne, har udviklingen medført manglende arbejdsglæde, frustrationer, stress og psykisk nedslidning. Udviklingen har været kritiseret længe, og meget tyder på at tiden er ved at rinde ud for denne måde at indrette velfærdssamfundet på.
"Menneskenære grundbegreber" istemmer kritikken, men går også skridtet videre og afsøger et nyt grundlag for mødet imellem den professionelle og borgeren. Som et alternativ til bureaukratisering og topstyring påpeger "Menneskenære grundbegreber", at de kvaliteter, der udgør - eller bør udgøre - kernen i arbejdet med mennesker dels er fokusområder for den professionelle og dels er kvaliteter, der er vigtige for borgeren. Disse mange forskellige kvaliteter bliver dybdegående beskrevet, teoretisk analyseret og belyst med praksiseksempler i bogen.