Du er ikke logget ind
Beskrivelse
ETIK OG MEDICIN
Den medicinske profession rejser, som så mange andre professioner, etiske spørgsmål og dilemmaer. At udøve den medicinske gerning indebærer en intervention i andre menneskers liv med en myriade af konsekvenser for den enkelte patient, de pårørende, den fagprofessionelle selv og samfundet. En medicinsk etisk bevidsthed er vigtig, da den fremmer forståelsen for de etiske aspekter af den medicinske profession og de dertil knyttede etiske pligter.
Gennem bogens tre dele føres læseren gennem et bredt udsnit af det medicinsk etiske område, fra den filosofiske etik over centrale medicinsk-etiske principper til dødshjælp, reproduktionsetik, prioritering i sundhedsvæsenet, forskningsetik, kunstig intelligens m.m. Videnskabelige og teknologiske landvindinger sætter konstant aftryk på den medicinske verden i form af nye teknologier og innovative behandlingsformer. De politiske og økonomiske forhold i sundhedsvæsenet ændrer sig, og lovgivning revideres og udbygges konstant. I en hastigt foranderlig verden er et etisk kompas nødvendigt for at kunne tilvejebringe og fastholde en ønskværdig samfundsmodel.
Medicinsk etik er tænkt som et sæt af værktøjer og redskaber, der giver læger og andre sundhedsfaglige læsere evnen til at navigere i tider med skiftende udfordringer. Bogen er derfor som udgangspunkt en lærebog rettet mod medicinstuderende og fagprofessionelle, men kan læses af alle, der har interesse for etik.