Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Da Johannes Møllehave var 20 år og teologistuderende, mødte han den jævnaldrende Jan Lindhardt. De blev venner, de blev teologer og de har aftalt, at den ene af dem skal begrave den anden, når den tid kommer.
Sammen med journalisten og forfatteren øjvind Kyrø er de taget til Rom. Byen er på listen over de steder, Johannes Møllehave vil besøge inden han dør – for Jan Lindhardt er det et gensyn med den by, hvor han studerede som ung. Her, i den evige stad, taler de om at bede Fadervor hver aften, om dårlige karakterer i skolen, om faderopgør, om at stamme, om det onde, om det gode, om kærligheden til den eneste ene – hver gang!, om dødsøjeblikket, om Gud og Grosbøll-sagen, om islam, om katolicismen, om den teologiske debat, der ikke er der, om udødeligheden – om livet kort sagt!
De to er ofte uenige, men bundet i og rundet af den samme tro.
Her er en smagsprøve på, hvorledes de præsenterer sig selv:
Jan Lindhardt: »Jeg er nærig, en tryghedsnarkoman, der vil have midler til at bestikke folk, hvis man har brug for at komme ud af en snæver situation«.
Johannes Møllehave: »Jeg er ødsel for at glæde tiggere, mine børn og taxichauffører«.
Tag med på en forrygende rejse med to af de skarpeste teologiske hjerner i Kongeriget!