I ”Maze Runner – Labyrinten” befinder vi os i den største, mest mystiske og ikke mindst mærkværdige labyrint, Lysningen. Intet er, som det skal være og ingen kan vide sig sikre.
Hver måned kommer et nyt medlem til labyrinten. Ingen ved hvor de kommer fra og hvordan, de er endt i labyrinten. Ingen ved hvad deres mål er og ingen ved, hvordan de kommer ud af labyrinten – kun at det er deres eneste vej ud. Det eneste som de alle sammen hurtigt finder ud af, er, at de skal skynde sig tilbage fra labyrinten, inden porten lukker i. For når først porten er lukket i “Maze Runner – Labyrinten”, så er der ingen vej tilbage.
Uddrag
Han rejste sig op og begyndte sit nye liv omgivet af koldt mørke og stillestående, støvet luft.
Metal skrabede mod metal. Gulvet gav et skælvende ryk under ham. Den pludselige bevægelse fik ham til at falde; han kravlede baglæns på alle fire, og sveden piblede frem på panden på trods af den kølige luft. Hans ryg ramte en hård metalvæg.
Han fulgte den, til han fandt et hjørne. Han sank sammen på gulvet, trak benene ind til kroppen og håbede, at hans øjne snart vænnede sig til mørket. Med endnu et ryk bevægede rummet sig opad som en gammel elevator i en mineskakt. Skurrende lyde af kæder og hejseværk, der mindede om et gammelt stålværk, rungede og blev kastet tilbage fra væggene med en hul, metallisk hvinen. Den mørklagte elevator svajede, mens den kørte opad, så det vendte sig i drengen og gav ham
kvalme.
En lugt, der mindede om brændt olie, trængte sig på, og han fik det endnu værre. Han havde lyst til at græde, men der kom ingen tårer; han kunne kun sidde og vente i ensomhed.
Mit navn er Thomas, tænkte han.
Dén ene ting det var det eneste, han kunne huske om sit liv. Han forstod ikke, hvordan det kunne være muligt. Hans sind fungerede fejlfrit og forsøgte at vurdere omgivelserne og omfanget af hans situation. Hans tanker blev oversvømmet med fakta og billeder, erindringer og detaljer om verden, og hvordan den fungerede. Han forestillede sig sne på træerne; at løbe hen ad en vej dækket af efterårsblade; at spise en burger; månen, der kastede et blegt skær på en græsklædt eng; at svømme i en sø; en befærdet plads i en by med hundredvis af mennesker, der alle var travlt beskæftigede med deres gøremål.
Og alligevel vidste han ikke, hvor han kom fra, eller hvordan han var kommet ind i den mørke elevator, eller hvem hans forældre var. Han kendte ikke engang sit efternavn. Billeder af mennesker flakkede gennem hans sind, men der var ingen genkendelse, og deres ansigter var erstattet med spøgelsesagtige farveklatter. Han kunne ikke komme i tanke om nogen, han kendte, eller huske en eneste samtale.
