Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Filologen, skolemanden, politikeren, litteraturformidleren, skribenten, mæcenen, æsteten og "de nationalliberales foretrukne festtaler", Martin Hammerich, blev født den 4. december 1811 i København. Han voksede op i et højborgerligt hjem, begyndte på universitetet som 16-årig og færdedes blandt tidens største kunstnere, arkitekter og politikere. Hammerich var en foregangsmand; som den første skrev han disputats på dansk frem for latin, og som pædagog anså han den "blot meddelende Underviisning [...] hvor Læreren saa at sige er den mælende" for at skabe skaller uden kanter. Som bestyrer for Borgerdydskolen indførte han klasselærerfunktionen, udflugter og skolefester. Han bekæmpede det stive akademikersprog til fordel for åndfuldt, mundret og forståeligt dansk. Martin Hammerich døde 20. september 1881.
Denne bog skildrer i ni rigt illustrerede kapitler Hammerichs liv og virke og den tid, der prægede hans livsanskuelse.
Med bidrag af Harry Haue, Kristian Hvidt, Nils Ohrt, Claus M. Smidt og Lotte Thrane.