Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Mail har bredt sig som en steppebrand overalt i samfundet. Og mail er da også et fantastisk redskab, der forener kvaliteter i tidligere kommunikationsformer med nye muligheder. Men mail er også blevet en stressfaktor. Mailbokse fyldes ubønhørligt, lige så hurtigt som de tømmes. Aftenerne må tages i brug for at holde syndfloden tilbage, og indbakken er blevet den konstante dårlige samvittighed. Mailtyranniet er højt på listen over årsager til forringelse af det psykiske arbejdsmiljø.
Mail og mennesker analyserer mailproblemerne ud fra menneskelige relationer og forståelse af mediets rolle og vilkår. Nøgleordet er mailkvalitet, og bogen giver konkrete råd om, hvordan vi hver især kan medvirke til at skabe den. Det handler om at sætte modtagernes behov over vores egne og at være personlige og ærlige i vores mails.
Virksomheder og organisationer kan sætte mailkvalitet på dagsordenen ved at indføre en udtrykt mailkultur. Bogen gennemgår hvert trin i denne proces med særlig fokus på ledelsens muligheder og opgaver. Målet er, at mail igen kan skabe effektivitet og arbejdsglæde, og midlet er at bryde tavsheden om mailproblemer ved hjælp af en fælles forståelse af mailmediets og virksomhedens krav.
Mail og mennesker forklarer desuden, hvordan mails opfattes som bevis i retslig sammenhæng, og endelig indeholder bogen øvelser til gruppediskussioner af mail og mailadfærd i virksomheden.