Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Med 30 veloplagte madklummer og endnu flere opskrifter tager Signe Wulff læseren på en rejse i det gastronomiske landskab, hvor hun har fundet inspiration hos blandt andre Odysseus, Picassos muse, Asterix, Karen Blixen og Frida Kahlo, der forstod, at mad var en vigtig nøgle til kærligheden. Det er også det, der er denne bogs budskab: Hvor der er hjemmelavet mad, er der hjertevarme.
Bogen indeholder opskrifter på alt fra parisisk ærtesuppe, friterede hesterejer, karamelliseret tomattærte, grillet blæksprutte og ratatouille over kalvekæber i rødvin, forloren skildpaddesuppe, kylling med klementiner og pastis, gazpacho og dampede blåmuslinger til en lang række pastaopskrifter, de lækreste pizzaer, Escoffiers røræg til Sarah Bernhardt og en menu inspireret af de tre vise mænds rejse gennem Levanten. Og meget mere end det.
Signe Wulff (f. 1979), cand.mag. i fransk og moderne kultur & kulturformidling, er journalist, forfatter og foredragsholder. Hun skriver om mad, vin og kultur i bredere forstand til Weekend- avisen og en række andre danske og internationale medier. Signe Wullf er forfatter til den anmelderroste I køkkenet med Karen Blixen og har tidligere beskæftiget sig med gastronomiens verden gennem sit arbejde som forlagsredaktør og kommunikationschef for restaurantkæden Cofoco.