Uddrag af kapitel 1 i "Lyset sletter nattens ord"

Josefine sad med en barbiedukke. Hun redte dukkens hår med den lille lyserøde plastikbørste, der fulgte med i pakken. Hun rettede på kjolen og satte dukken ned. Martin kunne høre, at hun nynnede en melodi, men han kunne ikke høre hvilken. Måske var det Justin Bieber, måske var det Medina. Det var også lige meget. Han stod bare i døråbningen og nød sin datters glæde.

Duften af varme boller fyldte lejligheden. Anna stod sikkert stadig i køkkenet og baksede med lagkager. Josefine blev fire år i dag. Følelsen af at være far og ægtemand fyldte ham med oprigtig glæde. En dyb og varm følelse af at være noget. Josefine kiggede op på ham. Hun smilede så bredt, som munden kunne, mens hun redte dukkens hår uden at se ned. Pigen og dukken havde samme lange, lyse hår. Det nåede et godt stykke ned ad ryggen. Josefines hår var længere end Annas, der heldigvis lod det blive ved tanken, selvom hun til stadighed truede med at få klippet det i en kort page. Hun syntes ikke, det passede til en kvinde i midten af trediverne at have så langt hår.

Martin elskede både Annas og Josefines lange, lyse hår. Han smilede til Josefine, der nynnede videre. Han mærkede et kærtegn på sin ene arm. Duften af nybagte boller blev trængt i baggrunden af Annas duft. Jasmin. Den ramte hans næse som et overfald. Han var villig til at overgive sig på stedet. Hendes duft havde altid haft en fortryllende og forførende virkning på ham. Hun klemte kærligt hans overarm og kyssede ham i nakken. Han lagde hovedet en anelse tilbage og ramte hendes skulder.

"Hold lige op, mor og far, det er min fødselsdag i dag," udbrød Josefine. Hun havde ret, det var hendes store dag. Anna slap hans arm og gik ud i køkkenet igen. Martin gik hen til Josefine og satte sig i skrædderstilling ved siden af hende.

"Vil du lege med mig?" spurgte Josefine.

"Ja, det vil jeg gerne. Men gæsterne kommer jo lige om lidt. Skal du ikke være klar?" sagde Martin og tog en dukke op, der lå på gulvet.

"Jeg er klar," sagde hun og rejste sig op. Hun kastede sig i favnen på ham og klemte til. Selvom hun kun blev fire år, mærkede han hendes børnekræfter om halsen.

"Det ringer på døren," råbte Anna ude fra køkkenet. Josefine for ud mod hoveddøren. De første gæster var på vej op, og han glædede sig til at se sin mor, der lige var kommet hjem fra hospitalet. Lægerne mente, at hun var kureret nu. Hendes hjerte var klar til en ny omgang med både gymnastik og banko en gang om ugen på den gamle, fine Hyldgårdsskole i det nu for ham fjerne Ikast.

"Din mor er kommet," sagde Anna og stak hovedet ind på værelset. Han smilede til hende og greb de to dukker og en Peter Plys bog og lagde dem på barnets seng, der i forvejen flød med legetøj og bøger. Hans mor kom alene. Poul, hendes ven, som hun foretrak at kalde ham, kunne ikke tage fri fra stadionhallen. De spillede jo også håndbold i Ikast Hallen om lørdagen, havde han fortalt Anna i telefonen som undskyldning for at blive væk. Han havde kun været i København tre gange i sit otteogtresårige liv. Martin var hemmeligt lettet over, at han ikke var med. Han kunne ikke forene sig med at kalde den nye mand for 'stedfar' , hverken over for Anna eller sig selv.

Poul var en slags fremmedlegeme i deres liv. Over for Josefine sagde han "farfar Poul". Hans mor og Poul havde mødt hinanden i en sen alder, da Martin for længst havde forladt lejligheden i Ikast. Han ønskede hende al mulig lykke i livet, men Poul var som en sten i skoen, uden at han helt kunne sætte fingeren på problemet. En dag havde han bare været der. Martin havde været på besøg i Ikast, og pludselig stod der to par mørke træsko i entreen, og der hang en sort jakke i nylon på stumtjeneren. Der stod Ikast Hallen på brystet og ryggen af jakken, og den var hængt sirligt op på en bøjle. Sådan hængte hans far også altid sin jakke.

Intet var blevet annonceret i forvejen. Da han mødte sin mor i døråbningen ind til stuen, havde hun bare slået ud med armen mod sofaen, hvor en fremmed mand var ved at komme på benene. "Det er Poul." Hun kaldte ham 'sin ven', og siden havde Martin og Poul mødtes en halv snes gange ved forskellige lejligheder, men det var, som om moderens introduktion altid havde hængt i luften mellem dem: "Det er Poul."

Hans rigtige far havde været et kældermenneske. Langt de fleste timer, de havde tilbragt sammen, var blevet tilbragt i kælderen, hvor de savede og hamrede løs. Faderen havde lært ham, hvordan man målte op og savede i skarpe og præcise vinkler. At skære i smig. Han skulle fokusere på opgaven og lukke alt andet ude. Kun på den måde blev resultatet tilfredsstillende. Han havde spurgt, om det også gjaldt lektier. Det gjorde det. Men han forstod aldrig regning, slet ikke brøker. Uanset hvor meget han fokuserede. Figurer og geometri kunne han fange. Hans far havde lært ham at spejlvende i kælderen med træ.

De forskellige former og figurer, der kunne skabes i virkeligheden, var håndgribelige for ham. De gav mening. "Fokus, min dreng," havde faderen sagt igen og igen. "Fokus på opgaven, så skal det hele nok gå." De mere spidsfindige dele af matematikken, som ikke på nogen måde relaterede til en virkelighed, han kendte, havde han haft meget svært ved. Ligesom med pigerne. Det var, som om der lå nogle skjulte budskaber og logikker i både matematikken og i samværet med piger, som han simpelthen ikke fangede. Noget underforstået. "Heraf følger logisk, at…” sagde hans matematiklærer ofte. Det gjorde det bare aldrig for Martin. Sådan havde han det stadig. Når ting blev for abstrakte, havde han svært ved at følge med. Hans kærlighed til Anna og Josefine var meget konkret. Den centrerede sig om, hvordan de duftede, hvordan det føltes at røre ved dem, hvordan det smagte, når han kyssede Anna, og den kildrende lyd af deres stemmer. Når han var væk fra dem i længere tid, var det, som om hans kærlighed langsomt forsvandt, og han kunne blive helt desperat efter igen at føle, dufte, smage, kigge på og lytte til dem, så kærligheden igen fik næring og voksede.

I de unge år havde han forsøgt at benytte sig af nogle af sin fars råd. Han havde fokuseret på opgaven. Han skulle være nobel og galant over for pigerne uden at prale eller virke arrogant. Han skulle holde øjenkontakt så længe som muligt og åbne dørene for piger. Han havde ikke helt forstået hvorfor, men havde været lykkelig for at kunne fokusere på de konkrete opgaver. Hans egne forældre syntes aldrig at have øjenkontakt, og han så aldrig sin egen far holde døren for moderen en eneste gang, men han havde overbevist sig selv om, at det var, fordi deres kærlighed var så veletableret, at de ikke længere havde behov for den slags. De hvilede så meget i hinanden, at alle de små julelege var blevet unødvendige.

De havde mødt hinanden i den lokale kirke i forbindelse med et julearrangement. Juletræet uden for kirken var væltet en vinternat, og hans far havde hentet nogle træstumper og bakset en ny fod sammen. På den måde kom juletræet igen til at stå fredfyldt foran kirken til stor glæde for alle børnene og ikke mindst hans mor. Hun havde betragtet ham, mens han fik træet på fode igen, og hun havde haft en kop varm kaffe med til ham. De havde drukket kaffen sammen ude foran kirken, og ifølge hans far havde han budt hende op til dans til den efterfølgende julefest. Så havde han købt blomster og skrevet julekort til hende, og det ene havde taget det andet.