Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Lys langs kysten. Danmarks fyrtårne – Fra Skagen til Gedser er titlen på Knud Peder Jensens og fotograf Knud Nielsens både monumentale kulturhistoriske værk om de danske fyrtårne og deres historie.
De danske fyrtårne står endnu i majestætisk ophøjethed ved vore kyster, f.eks. på ´Fyrvej´ for enden af blinde grusveje. Siden 1747, hvor det første grundmurede fyrtårn blev indviet i Skagen, har de med lys og blink bidraget til at skibstrafikken kunne afvikles. Fyrenes storhedstid var fra begyndelsen af 1800-tallet til første halvdel af 1900-tallet.
Omkring årtusindskiftet satte fotograf Knud Nielsen sig for at fotografere samtlige grundmurede fyr i kongeriget. Det blev til mere end 5000 km på landevejene og til mange færgeoverfarter ud til fjerntliggende øer.
Knud Peder Jensen har fulgt i hans fodspor og yderligere besøgt lokale museer, Farvandsvæsenets arkiver m.v. for at finde og nedfælde historierne.
Dette samarbejde er der nu kommet en bog med mange flotte farvefotografier ud af.