Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Lov om behandling af personoplysninger« (persondataloven) trådte i kraft den 1. juli 2000 og afløste de tidligere registerlove, lov om private registre og lov om offentlige myndigheders registre. Persondataloven regulerer dermed anvendelsen af personoplysninger i såvel den offentlige som den private sektor. Som noget nyt gælder loven nu også for domstolene.
Bogen er skrevet som en traditionel lovkommentar, der primært henvender sig til medarbejdere i offentlige myndigheder, domstole, private virksomheder og foreninger som er beskæftiget med behandling af personoplysninger, samt til advokater og andre rådgivere.
Lov om behandling af personoplysninger indeholder en fyldig gennemgang af loven, baseret på lovens forarbejder og de principielle afgørelser, som Datatilsynet har truffet fra lovens ikrafttræden og frem til 1. april 2001. Også praksis fra registerlovene er indarbejdet, i det omfang den stadig er relevant. Bekendtgørelser udstedt i medfør af persondataloven er gengivet, og Datatilsynets vejledninger er indarbejdet i kommentaren. Som bilag er bl.a. EF's persondatadirektiv fra 1995 medtaget. Lovkommentaren indeholder også en beskrivelse af lovens forhold til forvaltningslov og offentlighedslov samt en beskrivelse af de databeskyttelsesretlige elementer i reglerne for Schengen-samarbejdet og Europol-konventionen.
Herudover indeholder bogen en fuldstændig kommentar til lov om massemediers informationsdatabaser.